Coronakrisens betydning for danskernes motionsvaner - del 1
Coronakrisen har vendt op og ned på danskernes hverdag, hvilket har fået en stor del af os til at ændre vores motionsvaner. Foto: Getty Images/Drepicter
17.05.2021
11. marts 2020 lukkede coronakrisen det meste af landet og dermed også store dele af det danske idrætsliv ned fra den ene dag til den anden. Men hvordan påvirker sådan en krise vores hverdag, når vi pludselig skal ændre vaner og finde nye måder at dyrke motion på? Kan vi opretholde aktivitetsniveauet, eller er Netflix blevet vores bedste ven?
Idrættens Analyseinstitut (Idan) lavede sin første undersøgelse af danskernes motionsvaner under coronakrisen i april 2020 og har siden fulgt op på undersøgelsen fire gange. I dette afsnit har Cecilie Hedegaard Bak inviteret Mette Eske, analytiker i Idan og projektleder på undersøgelserne, i studiet til en snak om, hvordan coronakrisen har haft indflydelse på vores vaner, og hvordan det har påvirket den samlede idrætsdeltagelse.
Vi ser nærmere på, hvordan nedlukningen af idrætsforeninger og fitnesscentre har påvirket den gruppe af danskere, som normalt dyrker deres motion i disse sammenhænge, og også hvilke aktiviteter danskerne i højere grad har kastet sig over under coronakrisen.