Fornyet debat om kronprinsens IOC-arbejde
Kronprins Frederik har altid vist stor idrætslig interesse - her ved Ironman i København i 2013 - men hans IOC-medlemskab vækker idrætspolitisk debat. Foto: Colourbox
14.05.2018
Af redaktionen(Opdateret 15. maj 2018)
Kronprins Frederiks IOC-medlemskab er igen genstand for idrætspolitisk debat efter kronprinsens opbakning til russisk deltagelse ved OL i 2016 på tværs af regeringens linje.
Først meldte statsminister Lars Løkke Rasmussen offentligt ud i et interview med Politiken, at man har forsøgt at ramme samspillet mellem regeringen og kronprinsen 'lidt fastere ind'. Dernæst afviste Kulturministeriet endnu engang at give aktindsigt i korrespondancen, ministeriet havde med kongehuset op til OL.
Det seneste afslag kommer, efter at Folketingets Ombudsmand har afvist ministeriets argument om, at der var tale om en intern brevveksling som led i ’statsstyret’, da kronprinsen blev indvalgt i IOC som privatperson. Nu har ministeriet igen afvist aktindsigt. Den gang med henvisning til bl.a. rigets udenrigspolitiske interesser og nødvendigheden af at beskytte væsentlige private og offentlige interesser.
Den seneste udvikling får Play the Games internationale chef, Jens Sejer Andersen, til i Ekstra Bladet at rette kritik af både ministeriet og det politiske flertal, som bakker op om kronprinsens IOC-arbejde, mens magasinet Ræson i sit seneste nummer spørger, om IOC-medlemskabet er et opgør med en næsten 100-årig forestilling om kongehusets apolitiske rolle.
Desuden har Søren Søndergaard fra Enhedslisten stillet to spørgsmål til statsministeren (se boksen).
Men hvad er baggrunden for hele debatten? I sin nylige bog ’Konge af en anden verden’ giver Lars Jørgensen et detaljeret indblik i hele det politiske efterspil, som kronprinsens enegang i IOC fik på Christiansborg.
Med tilladelse fra forfatteren bringer vi her det fulde kapitel ’Et politisk efterspil’.
Læs mere
Læs også Jens Sejer Andersens anmeldelse af bogen: Kronprins i klemme