Den europæiske fodboldbranche har det fint

Det er god sommerferielæsning at tygge sig igennem den britiske professor og økonom Stefans Szymanskis nye bog om professionel fodbold: ’Money and Soccer. A Soccernomics Guide’.

Bogen er den seneste i rækken af bøger, som Szymanski har skrevet om forholdet mellem penge og fodbold, hvorunder 'Winners & Loosers' med Tim Kuypers fra 1999 og ’Soccernomics’ med Simon Kuper fra 2009 er blandt de mest kendte. Szymanski tilhører eliten blandt verdens sportsøkonomer, så det er værd at læse med, når han begår en bog om mekanismerne i de kommercialiserede dele af det populære spil.

'Money and Soccer' bringer imidlertid ikke så meget nyt til torvs som man kunne håbe. Det er i det store hele en opsamling af den viden, Szymanski har frembragt gennem hans mangeårige virke. Har man fulgt hans forfatterskab er pointerne velkendte, men bogen er velskrevet og relativt hurtigt læst, så for fodboldnørden eller den særligt interesserede er der alligevel noget at hente. På positivsiden tæller, at der er få andre bøger, der giver så bred en indsigt som denne.

Samlet betragtet kan bogen anbefales til såvel studerende som forskere, men også den særligt fodboldinteresserede, der gerne vil blive klogere på problemstillingerne i branchen. 

Hvad er hovedpointerne?
For det første er det en hovedkonklusion i bogen, at europæisk fodbold er karakteriseret ved to forhold: 1) dominans af få markante hold og 2) finansiel turbulens. Sagt anderledes er der få klubber, der dominerer europæisk fodbold, og kun få har fået en lukrativ fodboldforretning op at køre.

Der er stor økonomisk polarisering, og topklubberne i de fem store europæiske ligaer dominerer, som de har gjort det i mange år. Der er samtidig en klar tendens til, at de dominerende klubber bliver økonomisk bedre stillet end resten af klubberne, der lider af løbende økonomiske vanskeligheder.

Det europæiske op- og nedrykningssystem og branchens øvrige karakteristika er årsagen, påpeger Szymanski. Det medfører, at kun få kan dominere, mens resten må slås. Men det er ikke et problem, mener han i modsætning til en del andre sportsøkonomer.

Szymanski peger på, at den berømte forestilling om, at høj grad af kompetitiv balance er nødvendig for at fastholde interessen for spillet, ikke synes at holde stik. På trods af polarisering og få klubbers dominans er der intet, der tyder på, at interessen for professionel fodbold er faldet – eller vil falde i fremtiden, for den sags skyld.

Heller ikke de økonomiske problemer er et tegn på krise. Selv i de værste tider med økonomiske turbulens i det øvrige økonomiske system er væksten fortsat i europæisk fodbold. Priserne på tv-rettigheder er eksploderet og nye markeder er vokset frem. Fx i Asien, hvor potentialet er stort. I dag er udgør mere end 50 pct. af indtægterne fra tv-rettigheder i Premier League salg uden for England.

De indirekte tilskud
Men der er også andre årsager til, at fodbold har fastholdt og udbygget sin popularitet. Selvom tv har revolutioneret fodboldforretningen, har andre aktører også understøttet klubbernes økonomi – mere eller mindre direkte.

Szymanski peger fx på de store offentlige stadionbyggerier, der sikrer klubberne nødvendige rammebetingelser. Ifølge UEFA ejes to tredjedele af de europæiske topligaklubbers stadions af offentlige myndigheder – i de lavere rækker er andelen endnu større.

Som i forbindelse med stadionbyggerierne ved store internationale slutrunder er der en udbredt opfattelse af, at et stort stadion er godt for lokal- og regionaløkonomien. Det kan bruges til en lang række formål, og der er derfor rationalitet i at investere i nye og moderne opvisningsanlæg for lokale offentlige myndigheder. Det passer bare ikke.

Af andre og bredere samfundshensyn kan det give mening at bygge stations og opvisningsfaciliteter, men ud fra snævre økonomiske overvejelser er stadions ikke rationelle investeringer. De er gode for fodboldklubberne, der lukrerer på moderne faciliteter, som kan medvirke til at øge fan- og sponsorinteressen – men det er skatteyderne, der i bund og grund betaler og giver et indirekte subsidie til klubberne.  

Alene det forhold, at der er så få private aktører, der opfører og driver opvisningsfaciliteterne, er et vidnesbyrd om, at der ikke er et marked for at gøre det, anfører Szymanski.

I de mest vanvittige tilfælde kan store stadionbyggerier ligefrem virke negativt ind på interessen, mener han. Stadions skal tilpasses den reelle efterspørgsel, ellers virker de tomme. Og det gider fans ikke være en del af. Som en tommelfingeregel skal man ikke forvente, at fans vil transportere sig mere end ca. 15 km til en opvisningsfacilitet, ligesom det ifølge Szymanski ingen mening giver, at bygge stadions der er uforholdsmæssigt store set i relation til oplandet.

De direkte tilskud og spørgsmålet om regulering
Ud over offentlige aktørers indirekte bidrag til fodboldbranchen i Europa, peger Szymanski på de mange mæcener, eller rigmænd, der har meldt sig som villige ’sugar dadies’ i europæisk fodbold. Mæcenerne dækker hullerne i regnskaberne og tilfører frisk kapital, når der er behov udover at sponsere store dele af fodboldgildet.

Der har været meget skriveri om mæcenernes magt og deres skadelige virkning på europæisk fodbold, men Szymanski mener ikke, de udgør et problem. Tværtimod. De tilfører masser af gode penge til branchen, og dette er også en af anstødsstenene til hans kritik af UEFA’s Financial Fairplay-program, der søger at få bragt balance i de europæiske klubbers regnskaber.

Szymanski peger på, at UEFA gennem deres regler begrænser mæcenernes muligheder for at skyde penge ind, hvilket kan betyde, at de på længere sigt måske vil trække sig væk fra europæisk fodbold og begynde at bruge deres penge i Asien eller andre steder uden for Europa. Det vil være et stort tab for europæisk fodbold, vurderer han.

Er FFP godt eller skidt?
Diskussionen om Financial Fairplay-programmet står i store træk mellem Szymanski på den ene side og den schweiziske økonom Egon Franck, der har rådgivet UEFA i forbindelse med udformningen af principperne bag Financial Fairplay, på den anden. Jeg har også selv i anden sammenhæng på linje med sidstnævnte argumenteret for indførelsen af FFP, og en lidt længere gennemgang af drøftelsen kan ses her.

Drøftelsen af argumenter for og i mod FFP er interessant, og der er ikke nødvendigvis et endegyldigt svar. Szymanskis hovedkonklusion er, at FFP på ingen måder er fair, og at europæisk fodbold har det fint. Man skal ikke behandle en alvorlig forkølelse med medicin mod blodpropper eller hjertemassage.

Ifølge Szymanski har europæisk fodbold i bund og grund været i vækst de seneste årtier, og systemet har det godt. Selvom mange klubber har haft – og har – vanskeligheder, er det ikke et tegn på, at branchen som sådan lider.

Europæisk fodbold har i dag overhalet de såkaldte amerikanske ’major leauges’ (amerikansk fodbold, basketball, baseball og ishockey) i omsætning, og det er i sig selv et tegn på succes. Konkurrencen er hård, men det er et gode for forbrugeren. Der er derfor heller ingen grund til at kopiere det amerikanske system, der ellers er blevet udråbt til idealmodellen, der kunne skabe profitabilitet i de europæiske klubber. 

Skal man justere og øge successen bør man efter Szymanskis mening i stedet overveje at skabe et system, hvor topklubberne i Europa møder hinanden flere gange årligt, end det de allerede gør i Champions Leauge. Det vil skabe en forøget kvalitet produktet.

Det europæiske systems fordele
Derudover taler Szymanski varmt for det europæiske op- og nedrykningssystem, der ellers – også ifølge Szymanski – er en af hovedårsagerne bag klubbernes vanskeligheder med at få deres bundlinje til at gå op.

Selvom det europæiske system har sportslig dominans og finansielt kaos som et indbygget strukturelt vilkår, muliggør systemet samtidig den helt centrale følelsesmæssige higen efter sportslig succes, der er motoren i den succeshistorie som europæisk fodbold på verdensplan udgør.

Uanset, hvor langt oppe eller nede man befinder sig i ligahierarkiet, og uanset, hvor godt eller dårligt ens hold er, så skaber op- og nedrykningssystemet håb om fremtidig succes – eller angst for at falde ud af magtens tinder, hvis det er der man befinder sig. 

De kræfter betyder langt mere for systemets beståen og fortsatte udvikling end noget andet forhold, slutter Szymanski med en nærmest filosofisk passage:

”Promotion and relegation is the cause of dominance and distress, and all the stress and anxiety that is borne by soccer fans across the world. But it is also the source of ever-ending hope. I think the reason that every fan and every club benefits from the system is that there is always hope, no matter how small, no matter how fanciful, that one day you, too, could rise to rank alongside the high and mighty.”

Money and soccer. A soccernomics guide
Stefan Szymanski
Nation Books, 2015
298 sider
Pris: 179,98 kr.