Kvalificeret kritik af dopingjægerne

Nu har også en af de dopingjægere, der gennem næsten ti år har halset efter cykelryttere og andre sportsfolk i forsøget på at afsløre dopingmisbrug, begået et stykke bekendelseslitteratur med næsten endnu mere chokerende sandheder om dopingbekæmpelsens utilstrækkeligheder end cykelbøgerne fra Hamilton, Rasmussen og Co.

Den tidligere forsknings- og udviklingsansvarlige og leder af kontrolafdelingen i Antidoping Norge indtil april 2013, Mads Drange, har gennem ti år brændende ønsket at blive bedre til at afsløre de atleter, som doper sig. Men i bogen ’Den store dopingbløffen’ lægger han kortene på bordet:

Kontrollen virker ikke!

Mads Drange har efter eget udsagn forladt dopingjægerrollen, fordi han er dødtræt af at være nyttig idiot for en idrætsverden, der tænker langt mere på imagepleje end på tiltag, der effektivt kan afsløre doping i idrætten.

”I 2014 er det fremdeles ikke noget problem at dope sig og slippe godt fra det. Alle, som er involverede i antidopingarbejdet, ved, eller bør vide, at de stort set er ude af stand til at afsløre dem, som virkelig ønsker at snyde. Du skal være enten dum, have dårlige rådgivere eller være svært uheldig for at teste positiv. Jeg er overbevist om, at hvis ikke denne erkendelse breder sig i idrætten, i antidopingorganisationerne og blandt almindelige mennesker, er der kun lidt, som vil ændre sig,” skriver Mads Drange, der forlod sin post i Antidoping Norge i april 2013.

Mads Drange argumenterer ganske sagligt og uden synlige hævnmotiver over for sin gamle arbejdsgiver for sine anklagepunkter om systemets mange utilstrækkeligheder. Fra det internationale antidopingagentur WADA i toppen til nationale agenturer som Antidoping Norge og Anti Doping Danmark får idrættens dopingbekæmpelse det glatte lag. Over 15 år efter Festina-skandalen ved Tour de France i 1998 og den efterfølgende etablering af WADA er der stadig næsten fri bane for dopere i internationalt topidræt.

Paradoksalt nok er den så forkætrede cykelsport en af de få idrætsgrene, der får lidt kredit fra Mads Drange for i dag at gøre en hæderlig indsats for at råde bod på fortidens forsømmelser i forhold til antidoping. 

Kompetencerne mangler
I modsætning til den traditionelle dopingkritik herhjemme sætter Mads Drange ikke dybe etiske spørgsmål ved nødvendigheden af en effektiv dopingbekæmpelse eller ved moralen i de indgreb, der gøres i topatleternes privatliv med whereabouts og dopingkontroller på alle tider af døgnet.

Hans konklusion er i virkeligheden langt mere ødelæggende for antidopingsystemet og dets selvforståelse: Kompetencerne, viljen og ressourcerne til en effektiv dopingbekæmpelse er simpelthen ikke til stede i det nødvendige omfang.

Man bruger – måske sågar bevidst i visse tilfælde – ressourcerne på at teste for de forkerte stoffer på de forkerte atleter med de forkerte metoder på de forkerte tidspunkter. Mads Drange nævner en række velunderbyggede eksempler på vilkårlighed i testtidspunkter og testmetoder i forhold til atleter fra forskellige idrætsgrene og deres træningscyklus op til store konkurrencer.

De traditionelle meddelelser om særligt strenge dopingprogrammer op til olympiske lege, kalder Mads Drange for rent spil for galleriet. Ved OL i London, hvor over 6.000 dopingprøver blev taget, måtte Mads Drange undre sig højlydt over, at stort set ingen af de 750 EPO-prøver under OL blev taget i de to uger op til legene. Kontrollørerne og teknikerne sad klar, men blev ikke sendt ud i den olympiske landsby i de to uger op til legene, hvor chancerne for at afsløre rester af EPO-misbrug hos OL-atleter op til legene var allerstørst.

Chancen for at fange de store fisk i kontrollerne er uhyre ringe, og Mads Drange er overbevist om, at motivationen for at fange de store syndere reelt heller ikke er til stede i mange idrætsorganisationer og lande. Små fisk, som eksempelvis motionister eller nationale eliteudøvere med et nært forhold til cannabis, fanger man derimod til hobe. 

Ringe vilje til effektiv dopingkontrol
Mads Drange uddyber i sin bog, hvorfor arbejdet med blodprofiler i udholdenhedsidrætter eller arbejdet med at udvikle effektive tests mod nogle af de mest gængse dopingstoffer som væksthormon, EPO, insulin og forskellige afarter af testosteron har været utilstrækkeligt.

Strukturelt er det fint nok, at ’dydige lande’ som Danmark og Norge investerer relativt store summer i nationale antidopingprogrammer, men hvad hjælper det egentlig, hvis WADA groft forsømmer at følge op på, om antidopingprogrammerne i nationale agenturer eller internationale specialforbund overhovedet er helhjertede, reelt uafhængige eller tilstrækkelige i deres implementering af kontrolsystemet?

Det er de som hovedregel sjældent, og ingen gør noget ved det, fordi idrættens repræsentanter i WADA-ledelsen går efter imageplejen, mens regeringssidens evigt skiftende repræsentanter reelt er uvidende om de mere tekniske aspekter af dopingbekæmpelsen. Laboratorier og nationale antidopingagenturer, som trods alt har visse erfaringer, har ganske lidt indflydelse på beslutninger og strategier i den overordnede dopingbekæmpelse. 

Mange dopede går fri
Mads Drange funderer naturligvis over spørgsmålet. Hvor mange dopede atleter slipper reelt fri? Uden direkte at anklage fortidens norske langrendsstjerner for at være lige så EPO-dopede som deres italienske og finske konkurrenter undlader Mads Drange lige så specifikt at lægge hovedet på blokken for alle hjemlandets store skistjerner. Det har skabt en del modstand mod hans bog i hjemlandet fra offentlighed, idrætsbevægelse og de sportsmedier, som i Dranges verdensbillede er alt for følgagtige og ukritiske i forhold til antidopingsystemet.

Mads Drange referer blandt andet til et forskningsprojekt om doping i atletikken. Baseret på 7.200 blodprøver fra 2.700 atletikfolk i årene 2001-2009 konkluderede forskerne, at ca. 14 procent af atletikfolkene – med store nationale variationer – var dopede. Senere konkluderede et andet projekt, baseret på spørgeskemaer ved VM i atletik i Sydkorea i 2011 og de panamerikanske lege i Doha, at 29-45 procent af deltagerne anonymt opgav at have taget doping i karrieren. WADA valgte dog, at konklusionerne ikke skulle offentliggøres. De høje tal var for afslørende i forhold testprogrammernes ineffektivitet. 

Kritik bør ikke ties ihjel
Mads Dranges bog er velargumenteret og velment og fortjener helt klart at blive inddraget i debatten om doping. Han risikerer i virkeligheden let at blive offer for samme ’omerta’, som i årenes løb har isoleret cykelryttere fra felterne, hvis de gik til bekendelse om omfattende utilstrækkeligheder i egen rede. Man kan dog kun opfordre danske idrætsorganisationer, medier og politikere til at læse bogen grundigt og tage den seriøst. Mads Drange ved, hvad han taler om.

Måske ligger løsningen på en styrket dopingbekæmpelse ikke kun i de øgede bevillinger til Anti Doping Danmark, som mange politikere på det seneste har argumenteret for.

Måske ligger en del af løsningen også i at stimulere til en langt mere saglig og grundig kritik af dopingbekæmpelsens mange utilstrækkeligheder og en styrket offentlig kontrol med dopingjægerne og deres strategier og indsatser – såvel på dansk som på nordisk og ikke mindst internationalt plan?

Mads Dranges bog tegner det strategiske valg prisværdigt klart op: Skal dopingbekæmpelse primært fungere som imagepleje og bidrage til illusionen om en ren idræt – eller er formålet med at hælde millioner efter dopingkontrol i idrætten, at man rent faktisk skal gøre et seriøst forsøg på at afsløre de atleter, som doper sig?

Den store dopingbløffen
Mads Drange
Kagge Forlag, Norge
224 sider
Pris: 349,00 norske kr. (vejl.)