Dansk tv-sport – fra monopol til milliardindustri
Fascination og forretning i dansk tv-sport
25.10.2013
Af Ditte ToftSelvom sport og medier fylder meget i mange danskeres hverdag, er samspillet mellem de to fænomener ikke genstand for stor videnskabelig opmærksomhed herhjemme. Men med bogen ’Fascination og forretning i dansk tv’ tegner lektor ved Aarhus Universitet, Kirsten Frandsen, de store linjer i udviklingen af sporten på tv og går samtidig tæt på nogle af de elementer, der er i spil, når vi sætter os foran skærmen og ser sport.
Bogen gennemgår det historiske samspil mellem tv og sportens organisationer fra monopoltiden i Statsradiofonien, hvor sporten var stedbarnet, der ikke passede ind i de kulturpolitiske målsætninger, og frem til i dag, hvor store kommercielle medieselskaber kæmper om milliarddyre fodboldrettigheder til dansk og international fodbold.
En række af bogens nedslag giver anledning til at trække på smilebåndet, når vi i dag står i et mediebillede, hvor sportsindhold med og uden rettigheder flyder på tværs af medieplatforme. Det gælder eksempelvis DBU’s oprindelige reservation over for tv-mediet, der senere har været altafgørende for fodboldens kommercielle udvikling. I dag kan det undre, at den første livetransmission i fuld længde af en kvalifikationskamp med landsholdet først fandt sted i 1985. Det var den legendariske kamp mellem Danmark og Sovjetunionen, og rettighederne til at sende kampen direkte fik DR først, da der var udsolgt til kampen.
Forholdet mellem DBU og DR er blot ét at mange sjove og interessante facts, som bogen formår at perspektivere. Bl.a. bruger Kirsten Frandsen i bogen både skriftlige kilder, arkivmateriale fra medier og interviews med relevante ressourcepersoner, som gennem tiderne har sat deres aftryk på sport-medieudviklingen, herunder personer som Jim Stjerne Hansen, Morten Stig Christensen og afdøde Gunnar ’Nu’ Hansen.
Fra de store linjer til seeroplevelsen
Der er også blevet plads til at gå tæt på seeroplevelsen. Med afsæt i interviews med almindelige fodbold- og håndboldseere tegner bogen et billede af nogle af de tendenser, som karakteriserer hvordan seerne følger henholdsvis fodbold og håndbold.
Forskellen mellem håndboldens hurtige spilflow og fodboldens lidt langsommere har betydning for, hvordan man ser og mødes om at se kampe i de to idrætter. F.eks. appellerer håndboldens action mere til kvinderne end fodbolden, men fodbolden med en længere kamp og mindre action giver større mulighed for at være socialt sammen om at se en kamp.
Bogen favner bredt inden for emnet sport og tv, og man kan argumentere, at især delen, som beskriver seeroplevelsen, kunne være bredt yderligere ud, da flere af de belyste perspektiver i tv-seningen kunne have været spændende at gå mere i dybden med.
Men ’Fascination og forretning i dansk tv-sport’ er både en stærk samling af viden på området, der kan bruges som opslagsværk i forhold til sports-tv-historien, og samtidig en interessant fortælling med gode historier, som i et godt sprog formår at guide læseren gennem de mange informationer og give en god læseoplevelse.
Fascination og forretning i dansk tv-sport
Kirsten Frandsen
Aarhus Universitetsforlag
176 sider
Pris (vejl.) 199,95 kr.