Slaraffenland for jurister
For sportens skyld
19.02.2013
Af Henrik H. BrandtLangt oftere, end man skulle tro, sidder jurister fra landets advokatkontorer med i kulissen, når idrættens store konflikter, handler eller aftaler skal finde deres afgørelse.
Men det ligger nu engang i faget, at advokater ofte repræsenterer en part i sagen og nødvendigvis er tvungne til at opretholde en vis diskretion. Advokaternes dilemma mellem på den ene side at have dyb indsigt i mange sager og ofte ganske markante holdninger om uhensigtsmæssige regler eller sagsgange i idrættens verden og på den anden side at have et udkomme ved at repræsentere nogle af parterne og derved i sidste instans leve af at sælge deres særlige ekspertise førte for nylig til den forventede nedlæggelse af Foreningen Idrætsjura, som Svendborg-advokaten Jens Bertel Rasmussen i sin tid var medstifter af.
Foreningen fortsætter efter planen i regi af den noget større ’Foreningen for Entertainment- og Medieret’, men det korte af det lange er, at Foreningen Idrætsjura i sine sidste mange år henfaldt til at være en social forening for idrætsinteresserede advokater, der overværede større sportsbegivenheder i kollegialt selskab.
I en verden fuld af konkurser, dopingsager, sponsoraftaler, arbejdsretslige tvister og ballade om konkurrenceforvridning og offentlige tilskud måtte advokaterne ellers gerne blande sig mere kraftfuldt i debatten. Sporten er efterhånden et slaraffenland for jurister og derfor stor ros til idrætsjuraens grand old man, Jens Bertel Rasmussen, for debatbogen ’For Sportens skyld. Indspark fra et liv i sportsjura’. I bogen øser han af sine uforbeholdne holdninger til en række af sportens mest kontroversielle sager med en ballast fra flere årtiers arbejde på juridiske og disciplinære tillidsposter i diverse specialforbund og rig erfaring fra sit private advokatkontor.
Man kan absolut ikke beskylde Jens Bertel Rasmussen for at være en knastør jurist i sin skrivestil, snarere tværtimod. Bogens lixtal er ganske lavt, og man savner snarere, at advokaten supplerer sine uforblommede holdninger til bunken af konflikter og juridiske udfordringer i sportens verden med lidt flere egentlige juridiske overvejelser.
Jens Bertel Rasmussen kommer omkring markante begivenheder som Anja Andersens ’fuck-finger’, Michael Rasmusens whereabouts, fodboldens økonomiske vanvid, matchfixing og internationale trusler mod sporten. Lidt for ofte er bogen dog mest af alt en slags læserkommentar til mange af de større sager fra dagspressen. Lidt for sjældent kommer forfatteren hele vejen rundt om sagerne og deres juridiske og politiske implikationer.
Bedst er afsnittet om Anja Andersens udvandring fra en håndboldkamp i Aalborg og den efterfølgende sagsbehandling af karantænesagen i DHF og DIF’s organer. Her får vi klart et indblik i, hvordan sagen på direkte eller indirekte måder afslørede et utidssvarende reglement og en mangelfuld retssikkerhed i mange af de danske specialforbund.
Alt i alt bliver læseren med indsigt i idrætspolitik måske ikke voldsomt meget klogere af bogen. Dertil er fremstillingen af mange af sagerne simpelthen for overfladisk. Til gengæld er bogen ganske underholdende, og som introducerende litteratur til idrætsjura eller samfundsrelaterede problemstillinger i idrætten for gymnasieelever eller almindeligt idrætsinteresserede vil bogen være velegnet.
For Sportens skyld. Indspark fra et liv i sportsjura
Jens Bertel Rasmussen
Turbine
220 sider.
Pris (vejl.): 299,00