Fodboldens uovervindelige svindlerhold

FIFA Mafia

17.01.2013

Af Henrik H. Brandt
Anmeldelse: Den tyske sportsredaktør Thomas Kistners minutiøse gennemgang af en kreds af verdensfodboldens topledere og deres svindelstreger som magthavere efterlader begrænset håb om, at FIFA kan reformeres.

En tætskrevet tysk bog med en gennemgang af komplicerede og uigennemsigtige affærer i cirklerne omkring toplederne i det internationale fodboldforbund, FIFA, lyder ikke som den direkte vej til bestsellerlisten blandt idrætsledere, sportsjournalister eller politikere med ansvar for idrætten.

Ikke desto mindre burde sportsredaktør Thomas Kistners såkaldte kriminalhistorie om FIFA gennem flere årtier være pligtstof for enhver med ambitioner om at føre kampen mod den internationale idrætsverdens mange groteske dårligdomme ud over det uforpligtende erklæringsplan. 

De suspektes tagselvbord
Bogen opruller med imponerende detaljerigdom og indsigt i fodboldpolitikkens globale magtkonstellationer et orgie af skandaløse interessekonflikter i forhold til billet, sponsor- og tv-rettigheder. Der svindles og regeres med udviklingshjælp til små fodboldlande og sammenblandes politiske og økonomiske ambitioner i en grad, så verdensfodboldens øverste organer gennem de seneste tre-fire årtier i praksis har udviklet sig til et tagselvbord for suspekte personager.

Mange af affærerne har tidligere været beskrevet af Thomas Kistner og hans stab på Süddeutsche Zeitungs sportssider, eller også har andre af sportsjournalistikkens ensomme blodhunde som Jens Weinreich eller Andrew Jennings oprullet skandaler.

Men selv om nogle af skandalerne enkeltvis er bekendte for iagttagere af den internationale fodboldscene, chokerer omfanget af råddenskab i fodboldtoppen alligevel, når Thomas Kistner serveret dem samlet og i fire årtiers tidsperspektiv.

Kistners bog tager udgangspunkt i 1970’erne, da Adidas-leder Horst Dassler gennem et sandt sportsligt efterretningsvæsen systematiserede korruption i sporten og satte de gamle amatørledere i toppen af sporten skakmat. Dassler placerede inden sin død i 1987 den nye æras sportsledere som Juan Antonio Samaranch (IOC), Joao Havelange og Sepp Blatter (FIFA og IOC) så fast på sportens nøgleposter, at disse ledere og deres nære relationer mere eller mindre har regeret verdensidrætten indtil i dag. Næste generation i skikkelse af Sepp Blatters nevø eller UEFA-præsident Michel Platinis søn har allerede indtaget toppositioner i sportens milliardcirkus, hvor man ikke spørger alt for nøje, hvor mange af pengene kommer fra. 

Farverigt persongalleri
På de 24 pladser i FIFA’s overdådigt honorerede eksekutivkomité finder man i dag højst en håndfuld ledere, som kan tilskrives et minimum af hæderlighed. Øverst regerer Sepp Blatter med den charmerende schweizerdialekt og langt over 30 års manipulatorisk erfaring med fodboldpolitik. Ene mand har han tegningsretten for milliardforretningen FIFA, der har status som en lokal forening efter schweizisk lov.

Undervejs har personkredsen i toppen af FIFA afrystet tabte retssager for uhæderlig embedsførelse, afslørende parlamentshøringer og dokumenterede korruptionsskandaler i den trecifrede millionklasse. Sandheden er, at stort set ingen helhjertet eller sammenhængende kerer sig om FIFA’s råddenskab og skindemokrati.

Thomas Kistner er en af de ganske få udenforstående, der forsøger at trænge til bunds i de lyssky manøvrer og forviklinger i verdensfodboldens top. For det fortjener den sydtyske sportsredaktør og hans fremragende bog den dybeste respekt. 

FIFA-Mafia. Die schmutzigen Geschäfte mit dem Weltfussball
Thomas Kistner
Droemer, Tyskland
426 sider, ill.
Pris (vejl.): Kan bestilles for 17,99 EUR via forlaget droemer.de.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.