Bekendelseslitteratur med brod og kant
Det hemmelige løb
16.01.2013
Af Søren BangFor dem, der har arbejdet sig igennem det amerikanske antidoping-agenturs anklageskrift mod Lance Armstrong, rummer den amerikanske rytter Tyler Hamiltons selvbiografi ’Det hemmelige løb’ kun få overraskelser.
Bogen kommer i kølvandet på de edsvorne vidneudsagn, som en række af Lance Armstrongs tidligere holdkammerater, herunder Tyler Hamilton, afleverede i forbindelse med de amerikanske myndigheders undersøgelser af den nu detroniserede syvdobbelte Tour de France-vinder. Selve kriminalsagen blev opgivet, men vidneudsagnene banede vejen for dopingsagen mod Armstrong.
Bogens styrke er, at Tyler Hamilton med afsæt i sin egen karriere i enestående grad leverer et personligt vidnesbyrd om en sport, hvor doping blandt topudøverne har været og måske stadig er et værktøj på linje med kostplaner og træningsprogrammer. En fortælling, som hverken skåner hovedpersonen eller hans konkurrenter, men generelt styrer fri af de firkantede fordømmelser.
”Efter min mening handler doping hverken om ærlighed eller personlighed. Jeg kender dopingmisbrugere, som er gode mennesker. Jeg kender usympatiske folk, som aldrig har brugt doping,” som Tyler Hamilton siger i sin beskrivelse af den korsvej, han stod over for, da han som professionel måtte gøre op med sig selv, om han fortsat vil køre ’paniagua’, dvs. på ’vand og brød’, eller ville følge flokken.
”Det eneste, der betød noget i min bevidsthed, var, at jeg i tusind dage havde været i fare for at miste mit arbejde, og at der ikke var risiko for, at denne risiko ville forsvinde foreløbigt. Derfor gjorde jeg det samme, som mange andre havde gjort før mig: Jeg meldte mig ind i klubben.”
Det valg blev gjort lettere af, at dopingmisbrug virkede mindre grænseoverskridende i en på alle måder grænseoverskridende sport, hvor rytterne må indordne sig en jernhård trænings- og kostdisciplin og acceptere store risici på landevejene.
”Hvis man vil vide, hvordan det føles at være cykelrytter, skal man bare iføre sig undertøj, køre af sted i sin bil med 60 km i timen – og derefter hoppe ud af vinduet og ned på en bunke metalskrot,” som Hamilton citerer kollegaen Jonathan Vaughters for – hvorefter han selv tilføjer:
”Dette blot for at demonstrere, at den risiko, der er ved at tage EPO, forekommer relativt beskeden.”
Men samtidig skriver Tyler Hamilton, at han ville ønske, at han havde gennemskuet, hvor den første pille med anabolt steroid ville føre ham hen. Det kan lyde som et udslag af bondeanger, men understreger måske blot den lidt fortærskede pointe om, at livet forstås baglæns, men leves forlæns.
At verden sjældent er sort-hvid, illustrerer andre eksempler fra bogen: F.eks. afskriver Hamilton dopingkontrollen som håbløst ineeffektiv for lidt senere at opliste rækken af faldne cykelsportsstjerner med en bemærkning om, at alle ryger i fælden før eller siden. Og Hamiltons beskrivelser af sit sportslige idol og sin senere rival, Lance Armstrong, svinger mellem et faderopgør med manden, der med sine tætte forbindelser til toppen af UCI angiveligt ”var systemet”, til medfølelse for, at selv den altdominerende Armstrong i sidste ende blev offer for sit eget dopingmisbrug.
De nuancerede, indimellem selvmodsigende, fremstillinger giver kun ’Det hemmelige løb’ troværdighed. Hamiltons bog er et usædvanligt og selvoplevet portræt af professionel cykelsport.
Det hemmelige løb
Tyler Hamilton sammen med Daniel Coyle
People’s Press
352 sider, ill.
Pris (vejl.): 249 kr.