På idrætspolitisk rundrejse

En titel som ’Idrætspolitik i komparativ belysning’ sikrer næppe en plads på bestsellerlisten. Men bag den nøgterne titel på idrætsforskeren Henning Eichbergs nye bog gemmer sig en overraskende spændende diskussion af idrætspolitikkens forskellighed på tværs af landegrænser, der trods sit akademiske udgangspunkt fortjener et bredere publikum.

For vi er ofte forbløffende nærsynede i vores idrætspolitiske tænkning, der til daglig udfolder sig inden for rammerne af historisk betingede idrætskulturer og organisationsstrukturer. I Danmark er det f.eks. noget nær umuligt at diskutere idrætspolitik uden at tage højde for den foreningsbårne idræt som en stærk og uafhængig bevægelse. I lande som Frankrig og Skotland er det ikke en selvfølge.

Netop idrættens placering i Skotland udgør et centralt kapitel i bogen, der i forskellig grad også zoomer ind på idrætspolitikken i Danmark, Norge, Frankrig og EU. Som case er Skotland ikke kun interessant, fordi landet er spændt op mellem en elitær engelsk sportstradition og egne idrætskulturer som f.eks. de berømte Highland Games. Idrætten går også hånd i hånd med Skotlands vej mod større selvstændighed og stærkere national identitet, hvor de nordiske velfærdssamfund samtidig udgør en væsentlig inspirationskilde.

Men i modsætning til bl.a. Danmark er skotsk idræt ikke vokset af ud af en kultur, hvor idrætten anført af gymnastikken koblede sig på nationaldemokratiske bevægelser og selv udviklede sig til en folkelig bevægelse med stærke centrale organisationer, som senere kunne spille sammen med velfærdsstaten.

I Skotland har sportsgrenes enstregede pyramidetankegang domineret, og det er først med relativt nye ’sport for all’-koncepter, folkesundhedsproblemer og påtvungne velfærdslogikker fra oven, at idrætten i Skotland måske er ved at få karakter af bredt velfærdsgode og egentlig bevægelse, men uden den samme uafhængighed og styrke som i Danmark.

Eksemplet fra Skotland – andre fra bogen kunne være nævnt – fortæller historien om, at den decentrale danske idrætsmodel med begrænset statsstyring og konkurrerende landsdækkende idrætsorganisationer langt fra er normen. Der er f.eks. langt stærkere traditioner for statslig intervention i lande som Frankrig og Norge.

Bred indsigt er nødvendig
Bogen dækker kun et begrænset antal lande, og behandlingen af de enkelte cases er forskellig. Sammenlignelige statistikker er også fraværende, ligesom det ikke er bogens ærinde systematisk at diskutere de enkelte idrætspolitikkers evne til at stimulere eksempelvis høj idrætsdeltagelse, frivilligt arbejde og et konkurrencedygtigt foreningsliv. Disse i øvrigt bevidste udeladelser og fravalg må andre studier dække.

Til gengæld argumenterer Eichberg overbevisende for, at idrætspolitiske analyser ikke må stivne i teoretiske skabeloner eller stoppe ved de traditionelle analyser af formelle politiske strukturer. Det er nødvendigt med en bred sociologisk, kulturel og historisk indsigt, hvis vi skal blive klogere på, hvorfor idrætspolitikken og dens demokratiske rolle er så forskellig fra land til land, og hvorfor vi selv er, som vi er.

Som sådan er bogen et tiltrængt og vellykket forsøg på at føre de idrætspolitiske diskussioner ud over hjemlige andedamme.

Idrætspolitik i komparativ belysning
– national og international
Henning Eichberg
Syddansk Universitetsforlag
300 sider
Pris 299,00 kr.