Guldminerne

”Du træner fra solopgang til solnedgang, og når solen er gået ned, laver du din fysiske og mentale træning.”

Så enkel er hemmeligheden bag verdens bedste sportsfolk, konkluderer den kontroversielle mentaltræner og forfatter Rasmus Ankersen i sin seneste bog ’Guldminerne’.

’Guldminerne’ er et angreb på forestillingen om, at de mest succesfulde sportsstjerner har et særligt medfødt talent, som er altafgørende for deres succes. Talentbegrebet anvendes ifølge Ankersen forkert og bør i stedet nuanceres til, at et talent blot er et individ, der har opnået en stor mængde træning i en tidlig alder.

Ankersen mener, at vi hidtil bl.a. har tillagt den genetiske arvemasse for stor betydning for sportsudøveres succes. Generne spiller ikke en ubetydelig rolle inden for visse simplificerede idrætsgrene som f.eks. sprint, men når Ankersen skal forklare hemmeligheden bag sportslig succes, mener han, at man i langt højere grad end først antaget skal kigge på træningskvalitet og -mængde. 

Guldminerne i Kenya, Etiopien og Korea
For at underbygge påstanden slår Ankersen sig i ’Guldminerne’ op som etnolog ved at besøge seks steder i verden, som har haft særlig stor succes med at opfostre vindere på den internationale sportsscene.

Jagten på hemmeligheden bag toppræstationer bringer Ankersen til guldminerne i Kenya og Etiopien for at finde forklaringen på, at 28 ud af de 30 bedste tider i de første fem måneder af 2010 på maratondistancen er sat af en kenyaner eller etiopier.

Dominansen skyldes ifølge forfatteren specielt to befolkningsmæssigt små områder, Iten og Bekoji, som fostrer løbere på samlebånd, fordi områderne ligger i godt 3.000 meters højde og fordi manglen på offentlige transportmidler gør, at børn ’løbetræner’ op til 20 km dagligt ved f.eks. at løbe til og fra skole. Løbernes dominans fra disse områder skyldes simpelthen, at de træner mere, end tilfældet er det noget andet sted i verden.

Ankersen besøger også den koreanske golf-guldmine for at forstå, hvordan landet på blot ti år er gået fra at have nul kvindelige golfspillere i top-hundrede til at have 35 i 2010.

Den eksplosive udvikling begyndte i 1998 med Se Ri Parks indtræden på LPGA Touren og hendes sejr i US Open. Siden er interessen for kvindegolf i Korea eksploderet med fuldtidsprofessionelle tiårige og pacende forældre som resultat. Det skaber en ’guldmine’ for golfspillere, som træner mere og bedre end andre steder.

Kritik af konventionel videnskab
Ankersen kritiserer med sit etnologiske metodevalg traditionel videnskabelig metode, som for ham at se udføres af forskere, der sidder på et kontor langt væk fra den virkelige verden og laver efterrationaliserende og fejlagtige analyser.

Når man som Ankersen kritiserer konventionel videnskabelig metode, er det problematisk ikke at forholde sig til sin egen metode. Ankersen berører kun meget overfladisk bevæggrundene for at studere netop de seks udvalgte guldminer, og som læser kan man foranlediges til at tro, at udvælgelsen er sket, fordi historierne fra de seks guldminer passer ind i det billede, som Ankersen ønsker at tegne om toppræstationer.

Man kan dog i den forbindelse sige, at Ankersens projekt ikke nødvendigvis behøver at være videnskabeligt. Problemet er bare, at Ankersen fremstiller sin ’forskning’ som sandheden om toppræstationer og gerne vil give læseren en opfattelse af, at han bedriver videnskab.

Det ville derfor have tjent ’Guldminerne’, hvis Ankersen havde ladet metodekritikken ligge og i stedet beskæftiget sig med de fine historier om sportsstjerner, som bogen indeholder.

Den økonomiske faktor
Et andet område, som Ankersen desværre heller ikke forholder sig til i ’Guldminerne’, er, at fattigdom tilsyneladende er en afgørende drivkraft for atleterne i de seks guldminer. Det interessante er, at Ankersen synes at gøre sig selv til talsmand for, at der eksisterer en negativ sammenhæng mellem sportslig succes og økonomisk velstand.

En sådan sammenhæng er overraskende og modsiger resultaterne i den etablerede videnskab. For her er det bredt accepteret, at økonomisk velstand målt ved BNP sammen med en stor befolkning (se f.eks. Green og Houlihan 2005) er afgørende faktorer for, hvilke lande der slutter øverst i medaljekapløbet ved de olympiske sommer- og vinterlege.

Et så radikalt anderledes udsagn omkring sammenhæng mellem økonomisk velstand og sportslig succes havde fortjent at blive behandlet nærmere, når man som Ankersen søger efter sandheden bag toppræstationer.

Fin underholdning
Kan man se gennem fingre med, at ’Guldminerne’ ikke er et videnskabeligt værk, og at det altså ikke nødvendigvis er sandheden om toppræstationer, som fremlægges, er bogen dog anbefalelsesværdig. Den indeholder et væld af interessante historier om vindere og tabere på den internationale sportsscene, som er fin aftenlæsning for sportsinteresserede.

Bogens opgør med talentbegrebet er også forfriskende, da der gøres op med forestillingen om, at man skal være født til at blive en ny Michael Laudrup eller Caroline Wozniacki. Det kan i sig selv dræbe enhver ung atlets drøm. Med beskrivelserne af de seks guldminer hævder Ankersen på en letforståelig måde, at man kan blive, hvad man vil.

Mange trænere vil sikkert også holde af bogen, fordi den fortæller atleter, at hvis de vil blive til noget, så kræver det opofrelse og hård, vedvarende træning. 

Guldminerne
Rasmus Ankersen
Forlaget Turbulenz
336 sider
Pris: kr. 299,95