Godt brølt om løvekongen

Løvekongens storhed og fald – historien om Don Ø

19.08.2010

Af Henrik H. Brandt
Historien om Flemming Østergaards regeringsperiode i FC København får tilført mange spændende nuancer i bogen ‘Løvekongens storhed og fald’.

Desværre har sportsjournalister for sjældent plads, rum og insisterende vilje til at fortælle de mange gode historier, hvor idrætten fungerer som spejl til det omgivende samfund. Men ofte formår journalister med kærlighed til og indsigt i idrætten i andre sammenhænge at finde og fortælle de mest tryllebindende journalistiske historier med tråde til idrættens verden.

Man så det i oprulningen af Brixtofte-sagen med dens tætte tråde til idrætslivet i Farum. Man så det i mindre grad, da et professionelt cykelhold spillede en fremtrædende birolle i den utrolige Stein Bagger-affære. Og man ser det igen – uden sammenligning til de to kriminaldramaer i øvrigt – i forfatterparret Morten Johnsen og Kasper Kronenbergs medrivende portræt af Flemming Østergaards erhvervskarriere og begivenhederne bag kulisserne før og under den farverige erhvervsmands opbygning af sports- og underholdningskoncernen Parken Sport & Entertainment.

Bag kulisserne
De to erhvervsjournalister fra Berlingske Business har skrevet en tryllebindende og elementært godt researchet historie om ‘Don Ø’, der siden bogens udgivelse tilmed har mistet æresmedlemskabet til sit livsværk, FC København. Den farceagtige magtkamp i Parkens bestyrelse fortsætter lystigt efter Flemming Østergaards ufrivillige afgang, og baggrunden for denne magtkamp står klarere i billedet efter læsning af bogen.

Selv om bogen stort set ikke nævner spillet på banen med ét ord, er den stærkt interessant for fodboldnørden, der gerne vil vide, hvad der foregik bag kulisserne, da Don Ø byggede sit for tiden kriseramte fodbold- og underholdningsimperium på Østerbro.

Men bogen er samtidig også et fantas­tisk studie i, hvordan mange af samfundets og erhvervslivets mest kompetente topfolk – Don Ø inklusive – i mange tilfælde lader sig styre af irrationelle følelser og ambitioner, når de kommer i nærheden af sportens verden.

Nogle erhvervsfolk er iskolde over for spillet på banen og betragter en sportsvirksomhed som enhver anden virksomhed, hvilket er en stor fejl. Andre lader sig forblænde af sportens fascination som grundlag for mange erhvervsmæssige, sportslige eller politiske dispositioner, hvilket ligeledes er en stor fejl. Kapitlerne i ‘Løvekongens storhed og fald’ rummer eksempler på det hele.

Flere sider af Don Ø
Bogen viser såvel den fandenivoldske, motiverende og dygtige Flemming Øster­gaard som den selvcentrerede, overmodige og patriarkalske Flemming Østergaard. Nogen egentlig afklædning af mennesket Don Ø er bogen ingenlunde – i givet fald er den i lige så høj grad en afklædning af de mennesker i Don Ø’s bagland, der ikke gav ham ordentligt modspil i nogle af de afgørende situationer for virksomheden Parkens udvikling.

Pladsen tillader desværre ikke at gå i detaljer med bogens 18 kapitler om forskellige episoder i Don Ø’s og Parkens tilværelse, men det betyder mindre, for alle kapitler er læseværdige og interessante. Læs bogen – og lad os endelig få flere gode artikler og bøger om de ofte dybt fas­cinerende sammenhænge mellem idræt, samfund, erhverv og politik. 

Løvekongens storhed og fald – historien om Don Ø
Morten Johnsen og Kasper Kronenberg
Gyldendal Business
276 sider
Pris: 299,95 (vejl.)

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.