Fokus på idrættens sanselige rum

Arkitektur, krop og rum

11.06.2010

Af Søren Bang
Moderne arkitektur kan spille fint sammen med bløde idrætsformer, viser ny bog.

Indbydende rum og sanselig arkitektur har stor betydning for idrætsudfoldelsen. Det gælder ikke mindst i de blødere idrætsformer som f.eks. gymnastik, pilates, dans og yoga, der appellerer til mange kvinder.

Med bogen ’Arkitektur, krop og rum’ vil arkitekterne Helle Bøcken Wikke og Karin Skousbøll inspirere kolleger, beslutningstagere og bygherrer til at have bedre øje for de sanselige rum frem for blot at tænke i snæver, praktisk funktionalitet.

Centralt står en rigt illustreret gennemgang af 17 banebrydende projekter fra Europa og Nordamerika, der understøtter idrættens æstetiske og sanselige sider.

Samtidig indeholder bogen en introduktion til de bløde idrætsformer og dens arkitektur, ligesom den diskuterer forskningen på området og de gjorte erfaringer. Bogen og forskningsprojektet bag den tager afsæt i bl.a. Lokale- og Anlægsfondens indsats for at udvikle rammer, der også tilgodeser kvinders behov. Men frem for alt viser den, hvordan god arkitektur kan stimulere bevægelsesglæden hos alle. 

Arkitektur, krop og rum
Helle Bøcken Wikke og Karin Skousbøll
Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag
332 sider, ill.
Pris: 248 kr.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.