Idrættens førstemand får for let spil

Desværre nåede Jyllands-Postens mangeårige sportsredaktør, Frits Christensen, ikke at få sidste del af Kai Holms epoke som Danmarks idrætspolitiske førstemand med, da han sendte sin portrætbog af Danmarks Idræts-Forbunds formand gennem 24 år på gaden kort før oktober måneds IOC-topmøde i København.

På topmødet trodsede Kai Holm endnu engang alle kritikere og fik sin vilje, da kronprins Frederik overtog hans plads som medlem af den Internationale Olympiske Komité. Kronprinsens valg var en personlig triumf for Kai Holm og – som bogens undertitel antyder – også Kai Holms forsikring for fortsat olympisk indflydelse. 

Nu endte Kai Holms formelle olympiske karriere efter topmødet med, at han i november på georgisk indstilling stillede op til genvalg i de europæiske olympiske komitéers sammenslutning (EOC) imod sin egen afløser i DIF-formandsstolen, Niels Nygaard. Hverken Holm eller Nygaard opnåede valg, men mere interessant betød Kai Holms enegang mod DIF-toppen, at han efter en karriere som formand for DIF i årene 1983-2007 og IOC-medlem siden 2002 i dag er lagt på is af de gamle kampfæller fra DIF.

Fejden er ikke slut endnu, for hvem bliver egentlig kronprinsens reelle rådgiver i IOC, Holm eller Nygaard?

Frits Christensen skal naturligvis ikke bebrejdes, at han ikke får begivenhederne ‘efter deadline’ med i sin bog. Blot rejser EOC-affæren endnu engang spørgsmålet, om Kai Holm i sine sidste år som DIFformand egentlig mest kæmpede for sig selv eller for at udvikle dansk idræt?

Dét spørgsmål havde man gerne set analyseret lidt dybere ind i en portrætbog, der bringer mest nyt til torvs i de mere personlige portrætdele om Viborg-drengen, hvis sammensatte person portrætteres som både ‘genert’ og ‘arrogant’ og som ‘Godfatheragtig’ og ‘antiautoritær’ på samme tid.

Bogens journalistiske scoop er afsløringen af ‘Ballerup-gate’, hvor den tidligere Team Danmark-direktør Preben Kragelund blev bevilget en betydelig forbedring af løn- og opsigelsesforhold af daværende Team Danmark-formand og Ballerup-borgmester Ove Dalsgaard parallelt med, at Team Danmark engagerede sig økonomisk med tilskud til Ballerup Kommunes nye internationale cykelarena.

Frits Christensen har interviewet en række idrætspolitiske personligheder til bogen, men han kunne godt personligt og med åbent sind have konfronteret lidt flere af Kai Holms kritikere fra forskningsverdenen og idrætspolitik i perioden. Disse kritikere nøjes han ofte med at citere fra avisudklip, og derfor får vi først og fremmest indblik i, at Kai Holm ofte fik sin vilje. Vi savner en mere dyb analyse af, om Kai Holm nu også havde ret, og om han agerede til idrættens bedste i alle sammenhænge?

Kai Holm afleverede i 2007 et DIF med nedsat manøvredygtighed og mange udfordringer i forhold til tendenserne i det danske idrætsbillede til sin efterfølger. Og når Kai Holm påstår, at IOC i dag er trygt og reformeret selskab for upolitiske danske kronprinser i modsætning til det IOC, der optog ham i 2002, ved både Kai Holm og den rutinerede forfatter inderst inde godt, at det er en tvivlsom påstand.

Bogen er derfor ikke hele sandheden om Kai Holm, men naturligvis en læseværdig del af puslespillet.  

Kong Kai
Frits Christensen 
People’s Press
188 sider
Pris: 299 kr. (vejl.)