Men hvad var det godt for?

Der er sagt og skrevet meget om Anja Andersen. Hun har fået enorm medieeksponering. Og lige så mange, der har set eller læst om hende, lige så mange meninger er der om hende. Nogle for, og andre imod.

Uanset, hvad snakken går om, er det dog uomtvisteligt, at hun som spiller var blandt verdens største af slagsen. Det er også uomtvisteligt, at der kommer til at gå mange år før en præstation, som den Anja Andersen gennemførte i Slagelse, kommer til at ske igen. Det var ren vilje kombineret med genialitet og mod – langt ud over hendes så forhadte jantelovs rammer. 

Men helliger målet midlet? Hvor langt kan man gå? Hvad er rimeligt i jagten på succes? Dette er de fundamentale spørgsmål som forfatter og håndboldreporter på Jyllands-Posten, Dan Philipsen, i bund og grund rejser gennem de 288 sider, som ’En Dronning kom til byen’ løber over.

Svarerne gives også delvist. Ifølge forfatteren havde epoken og de mange titler en bagside, en pris der skulle betales. Og det ramte ikke bare Anja Andersen selv, men også hendes spillere. Spørgsmålet er, hvad hele cirkusset egentligt gjorde godt for?

Den blinde magtfaktor
Overordnet set er det den frivillige foreningsidræts værste sider, der males op i Philipsens gode pen. Et mikrokosmos af nærmest blind fundamentalisme. Et bibelsamfund, hvor lederen blev beskyttet, og hvor kredsen omkring hende selv gav langfinger og skreg af alt og alle, der tillod sig at antyde kritik. Et dronningedømme med kontant afregning: ”Jeg ved bedst, og jeg bestemmer - så hold din kæft og pas dit arbejde!”

Anja Andersen, var lovgivende, udøvende og dømmende magt i én og samme person. Én, der lavede reglerne, som det faldt hende og hendes koleriske sind ind. Fordi hun havde fået den uindskrænkede magt givet, og fordi magtfulde folk bakkede hende op – primært i deres egen sags tjeneste. Nogle sikrede klubben med penge og satte sig i spidsen for dens primære organer med spidsfindige foreningsregler, langt, langt fra det frivillige foreningslivs demokratiske aner. Nuvel. Håndbolden i Slagelse var måske nok blevet forretning, og i forretningslivet er der nogen, der bestemmer, og andre der må indordne sig. Sådan er det.

Problemet er bare, at dansk håndbold blev professionaliseret i en hast, hvor ingen kunne følge med. Hverken forbundet klubberne eller mandskabsplejen. Dan Philipsens skildringer af Anja Andersens 'human ressource'-evner er meget, meget lidt flatterende for hovedpersonen.

Man føler sig ikke hensat til en moderne sportsvirksomhed - kernen i den oplevelsesøkonomi, danskerne skal leve af. Derimod er læsningen som at åbne døren til et forhistorisk østblokland med (u)pædagogiske principper, man lykkeligvis havde fortrængt eksisterede.

Selvom nogle af personberetningerne kun er beskrevet fra én vinkel i bogen, og man derfor nok skal trække noget fra, er det uforståeligt, hvordan den slags ting foregår i 21. århundrede. Knivskarpe hierarkier med konsekvente sanktioner. Spillere udsat for noget nær chikane, hvis de bevidst eller ubevidst brød med trænerens interesser eller stillede spørgsmål ved den etablerede orden.

Dyrkelse af vinderen
Og så er regimet måske alligevel ikke så overraskende. Anja Andersens fremmarch i Slagelse er et studie i sociale mekanismer, der kan få katastrofale følger for de implicerede. Det vil nok være en overvurdering at gøre konsekvenserne af udviklingen i Slagelse til en generel problematik for hele håndboldnationen og dens udvikling, men man kan alligevel drage nogle ubehagelige konklusioner og perspektiver.

I bund og grund efterlader Dan Philipsens beskrivelse af dronningedømmets epoke i Slagelse læseren med indtrykket af underskud. Midt i al den sportslige succes var der ikke megen plads til bred humanisme. Kun til de, der var det værd - i lederens øjne vel at mærke. En slags sportslig apartheid tværs gennem fællesskabet.

Det er rigtigt, at der er stjerner og vandbærere på ethvert elitehold, men berøvet basale demokratiske frihedsrettigheder stod spillerne uden for den inderste kerne af verdensstjerner dårligt.

De rettigheder, Anja Andersen selv gjorde krav på, når noget gik hende imod – eksempelvis, da hun uretmæssigt blev tildelt en overdreven straf i forbindelse med den famøse i Gigantium mod Aalborg DH i marts 2006 – lod hun ikke sine spillere have. "Jeg har ret, fordi jeg er den bedste", var det slående argument. Hvis ikke spillerne var på samme internationale niveau som Anja Andersen selv, havde de ikke ret til at sige til eller fra. Samme skæbne tilfaldt også klubbens øvrige ansatte – med få undtagelser.

Det var en dyrkelse af vinderen ud over det rimelige, medmenneskelige og retfærdige. I sine mest lyse øjeblikke ville Anja Andersen det sikkert bedre. Som når hun arrangerede håndboldskoler for børn for at give noget videre. Glæden ved spillet og legen. Eller når hun uegennyttigt hjalp spillerne eller deres familier i svære situationer. Det var sympatisk, men desværre ændrer Anja Andersens øvrige adfærd intet og reproducerer strukturelt set blot de uretfærdigheder, Anja Andersen selv - forskyldt eller ej – var udsat for i sin egen karriere. Det ændrer en pressemeddelelse med opbakning til Anja Andersen – mod fremstillingen i bogen – fra flere navngivne tidligere Slagelse-spillere ikke på.

Under pres
Det hører retfærdigvis med til historien, at Anja Andersen selv var under massivt pres. Det kan forklare hendes hidsige temperament og problemer med pressen. Og mandskabsplejen. Anja Andersen havde sat gang i et projekt i højeste gear og ambition – med sig selv som organisator, idémager og udfører.

Der skulle penge hjem, og ifølge Dan Philipsen brugte Anja Andersen hele sit vågne liv på at tænke spillekoncepter, fundraising og taktik. Presset kulminerede mod Kometal Skopje i en Champions League kamp i Brøndby Hallen i februar 2005, da Anja Andersen fik hjerteflimmer. Pacemakeren reddede hende fra det værst tænkelige. Bagefter fulgte en periode med medicin og apati. Hendes far tog hende til en kropsterapeut, der hjalp Anja Andersen igennem. Hun var ellers ved at opgive projektet.

At stå af i Roskilde
Udviklingsmulighederne blev imidlertid mindre og mindre i vognmandens Slagelse. Nyhedsværdien forsvandt i takt med de mange pokaler, der blev sat i skabet. Sponsorernes automatudbetalinger veg. Især efter udvandringen i kampen mod Aalborg DH i marts 2006. Mange sponsorer havde fået nok.

Gennem årene var forholdet til lokalpolitikerne nok heller ikke blevet bedre. Anja Andersen og co. ville bestemme og fik ikke altid, hvad de pegede på. Blikket blev kastet mod domkirkebyen Roskilde, hvor den lokale håndboldklub atter engang havde bragt sig i økonomiske vanskeligheder.

I januar 2006 flyttede Anja Andersen en stribe spillere til Roskilde-klubben for at redde dets damehold fra nedrykning til 2. division. Anja Andersens forretningspartner Brian Mollerup blev sat i spidsen for en redningsaktion på Roskilde-egnen, hvor herrerne skulle rykke op i ligaen og damerne ligeledes derop i en fart. Pengene blev fundet, og spillerne ansat, selvom DHF flere gange rynkede brynene.

Men kommunens velvilje til projektet ændrede karakter undervejs. Kommunalreformen resulterede ifølge Dan Philipsen i et nyt lokalpolitisk landkort, og ønsket om et kommunalt sponsorat på 850.000 kr. samt gratis leje af Roskilde Hallerne kom ikke igennem byrådet.

Brian Mollerup trak følehornene til sig. Godt et år efter lanceringen af det nye projekt blev stikket trukket. Kontrakterne blev overholdt året ud, men spillerne faldt stille og roligt fra, mens Roskilde-ledelsen forgæves søgte at lukke hullerne. Roskilde-projektet forsvandt ud af Anja Andersens horisont.

I stedet meldte FCK-formanden Flemming Østergaard sig på banen med et tilbud, det var svært at afslå. Efter at have knyttet tætte bånd i forbindelse med truslen om at skabe en professionel piratliga uden om det forhadte Dansk Håndbold Forbund flyttede Anja Andersen til hovedstadens FCK Håndbold efter den korte flirt med Roskilde Håndbold, der for øvrigt allerede var inde i billedet, før Slagelse i første omgang blev valgt som udgangspunkt for Anja Andersens drømmehold. Dengang sagde ROAR – som klubben hed dengang – nej tak, fordi Andersen og Mollerup ville bestemme for meget. Og dengang følte ROAR sig stadig som en håndboldstormagt. I anden omgang var der ikke noget at tabe, mente man formentligt på Roskilde-egnen.

De dikkende lammehaler
Ifølge Dan Philipsens beskrivelse er Anja Andersen faldet til ro i FCK. Personer omkring hende kan se, at det enorme pres hun satte sig selv under i Slagelse er blevet lettet.

I FCK-koncernen er der imidlertid også en helt anderledes og markant organisation i ryggen. Anja Andersen kan koncentrere sig om trænergerningen og ikke om alt det andet. Måske har Anja i FCK samtidig fået det, hun manglede i Slagelse: Et modspil fra kvalificerede personer. Men endnu vigtigere: en begrænsning af den magt, hun uindskrænket havde fået tildelt i Slagelse. Ingen sagde Anja Andersen imod. Ingen turde. Ganske, ganske få indvendte noget, og Anja kunne altid gøre alvor af den trussel, hun ifølge Philipsen havde fremsat eller overvejet flere gange: at skride. Så ville alt ramle, sådan som det reelt gjorde efter Anjas tur til hovedstaden.

Den uindskrænkede magtposition, som Anja Andersen havde i sine otte år i Slagelse, er på én gang den værste og den mest lærerige dumhed for en klub, dens medlemmer, ledere og spillere. Uindskrænket magt går over gevind. Uden velkvalificerede modspil og reelle muligheder for at skabe alternative magt-politiske koalitioner går det galt. Det skete i Slagelse, og det ville have gentaget sig i Roskilde. Anja Andersen kunne gå, hvis hun ville, og tage hele butikken med. Hun behøvede ikke Slagelse. Og den tilbageværende del af ledelsen havde ingen modtræk ud over at nikke og sige: ’amen’.

Anja Andersen selv gjorde tilsyneladende ikke heller ikke meget for at omgive sig med stærke modspillere. Kun få medspillere havde hun, men de var netop medspillere i ordets negative forstand. Selv velansete håndboldpersonligheder på træk gav ikke den nødvendige modstand. Hertil kom, at alle modspillere blev opfattet som fjender og foragtet i en grad, der kun skærpede pressens lyst til at lave historier. Resultatet var en endnu mere sammenbidt Anja Andersen og en klub, der lukkede sig mere og mere om sig selv.

På denne baggrund er det relevant at spørge, hvad Anja Andersens såkaldte eventyr i Slagelse egentlig var godt for?

Var det godt for dansk håndbold? Jo, måske. Anja Andersen var trods alt medvirkende til at ændre en konserveret kultur.

Var det godt for Slagelse? Tjaaa… I dag er klubben hverken bedre eller dårligere stillet, end før dronningen kom. Den er en oplevelse rigere.

Var det godt for Anja Andersen selv? Næppe. Stress var ’heldigvis’ konsekvensen – det kunne have gået værre.

Var det godt for spillerne? Nej. Måske for de absolutte verdensstjerner, men ikke majoriteten, der blev kostet rundt og brugt i et større spil.

Hvad var det så godt for?

Svaret blæser i vinden. Men Philipsens bog stiller spørgsmålet på den rigtige måde. Jeg er sikker på, at fremtiden vil give bud på andre svar, end det denne anmeldelse giver.  

En dronning kom til byen
Dan Philipsen 
Jyllands-Postens Forlag
288 sider
Pris: 250 kr.