Kronprinsens snoede vej mod IOC-toppen

Frederik og flammen - prinsen der ville lege med den olympiske ild

30.09.2009

Af Henrik H. Brandt
'Frederik og flammen’ afdækker på glimrende vis det spegede spil om Kronprins Frederiks succesfulde kandidatur til IOC.

’Transparency, democracy, accountability.’

Journalisten Lars Jørgensen skruer i sin velskrevne og kontante bog ‘Frederik og flammen’ tiden effektfuldt tilbage til de dramatiske februar-dage i Lausanne i 1999, da sportsministre på stribe på den første verdenskonference om doping holdt brandtaler mod den internationale olympiske komité (IOC) med de tre nøgleord som mantra.

Politikerne forlangte reformer i verdensidrættens førende organisation og medindflydelse på fremtidens indsats mod doping i idrætten.

IOC var groggy på det tidspunkt, reelt truet af opløsning efter afsløringen af en omfattende bestikkelseskultur blandt vogterne af den olympiske dyd i forbindelse med Salt Lake Citys succesrige bud på vinterlegene i 2002.

For de få danske idrætsledere, forskere og mediefolk, der beskæftiger sig permanent med international idrætspolitik, vil Lars Jørgensens tilbageblik være velkendt stof, men for flertallet af idrætsinteresserede vil bogen være en glimrende introduktion til den nyere olympiske historie og persongalleriet i den komité, som om få dage optager den danske kronprins i kredsen.

Tilbageblikkene udgør en stor del af indholdet i Lars Jørgensens bog, men de fungerer glimrende til at sætte det aktuelle spil om kronprinsens kandidatur i relief.

For hvor blev ’transparency, democracy, accountability’ egentlig af blandt de danske myndigheder og politikere, der pludselig ændrede kurs i spillet om kronprinsens kandidatur fra en klar afvisning i 1990’erne til accept i næste ombæring i 2006?

I sin såkaldt upolitiske rolle for at forsvare den olympiske idræts autonomi og interesser bliver kronprinsen mandsopdækket af en særlig følgegruppe af embedsmænd, der skal hindre politiske ulykker. Lars Jørgensen afdækker, hvordan selv den umiddelbart uskyldige bestyrelsespost i Danmarks Idræts-Forbund, der følger automatisk med IOC-medlemskabet, har været genstand for bekymrede brevvekslinger mellem DIF-ledelsen og myndighederne.

Det er glimrende journalistik, når Lars Jørgensen sag for sag, skandale for skandale, også i den nyere tids IOC, afdækker, at korruptionen og skandalernes tid ikke er forbi i IOC. Dette var ellers argumentet fra politisk side og fra DIF-ledelsen for at skifte kurs i holdningen til Kronprins Frederiks kandidatur.

Forfatteren anser kronprins Frederiks flirt med IOC for at være dybt problematisk, men han er ikke skinger i tonen. Lars Jørgensen udviser sågar forståelse for kronprinsens ambitioner og beskriver i et interessant kapitel kongehusets nære relationer til den olympiske bevægelse gennem mere end et århundrede.

Alt i alt har Lars Jørgensen begået en læseværdig og informativ bog. Selv om kronprinsen og hans ganske massive bagland af olympiske spindoktorer og rådgivere kan se frem til en vanskelig balancegang med at holde ham ‘upolitisk’ uden at gøre ham til nikkedukke for den mere brogede del af persongalleriet i international idræt, kan man allerede nu konstatere, at kronprisens flirt med flammen har øget interessen for international idrætspolitik blandt medier og menigmand i hans hjemlige kongedømme.

Frederik og flammen - prinsen der ville lege med den olympiske ild
Lars Jørgensen
People's Press
200 sider
Pris: 199 kr. (vejl.)

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.