Big Brothers indtog i sporten

Sporten har i mange år været under angreb for at tage let på sine problemer. Dopingbrugere kunne ustraffet få lov til at løbe fra konkurrenterne. Pædofile havde for let spil i foreningerne, og klubberne vægrede sig mod at sætte ind over for voldelige fans.

Måske gør sporten stadig for lidt på nogle af områderne, men debatten er blevet mere nuanceret. For er sporten i virkeligheden i færd med at gøre alt for meget? Risikerer den i sin iver efter at fremstå ‘ren’ over for politikere, befolkning og investorer at gøre sine udøvere og tilhængere til potentielle kriminelle?

Spørgsmålet løber som en rød tråd gennem mange af bidragene til antologien ‘Kontrolsport – Big Brother blandt atleter og tilskuere’.

At inddrage George Orwells fremtidsmareridt ‘1984’, som både bogens titel og flere af dens bidragydere gør, kan virke som en overdrivelse, men sammenligningen er måske ikke helt fortænkt: I dag har udvalgte elitesportsudøvere f.eks. pligt til at indberette til dopingkontrollen, hvor de opholder sig tre måneder frem, og kontrollen kan antage endog meget håndfaste former, når det gælder fodboldsupportere. Det erfarede en stor gruppe FCK-fans så sent som i foråret, da de på vej til udekamp af politiet blev bedt om at løfte op i kønsdelene på en åben mark.

Om grænserne i de enkelte tilfælde er overskredet, afhænger i høj grad af øjnene, der ser. Og bogens ni bidragydere ser langt fra det samme, hvilket kun er en kvalitet.

Mens idrætsforskeren Verner Møller f.eks. tolker dopingbekæmpelsens kontroversielle where-abouts-indberetninger som en dehumanisering af sportens udøvere, mener Antidoping Danmarks formand, juraprofessor Jens Evald, at kontrollen stadig respekterer grundlæggende principper for privatlivets fred. Og i forhold til seksuelle krænkelser blandt børn og unge argumenterer Jan Toftegaard Støckel endda for, at der er behov for mere overvågning og kontrol, når det gælder foreningernes forebyggelsesindsats.

Det rummer i den forbindelse en vis ironi, at myndighederne forsøger at undgå seksuelle krænkelser gennem skærpet lovgivning, mens man gerne klæder folk nøgne offentligt for at kontrollere, om de gemmer på et romerlys. Det grelleste eksempel herpå var måske, da tysk politi beordrede en 16-årig kvindelig fodboldtilskuer til at trække trusserne ned og dreje sig rundt i en halvåben kabine med frit udsyn for forbipasserende.

Lise Joern bruger i sit skarpe og velskrevne indlæg eksemplet som et af mange på, at samfundets ‘moralske panik’ også har bredt sig til sporten. Den vestlige verden er ramt af en frygtkultur, hvor overskuelige eller ikke-eksisterende problemer alt for ofte blæses op til store trusler, og hvor målet derfor helliger midlet, hvad enten vi taler om doping, sundhed, seksuelle krænkelser eller voldelige fans.

At den stigende kontrol i sporten først og fremmest udspringer af en sådan moraliserende forargelse og derfor selv er ude af kontrol, er selvfølgelig en påstand. Andre vil hævde, at sporten blot tager sine skyggesider mere alvorligt, og at en mere lempelig politik på f.eks. dopingområdet vil kræve endnu flere ofre.

Måske. Men i en tid, hvor det er langt lettere at indføre nye kontrolmekanismer end fjerne dem igen, er den principielle debat om mål og midler vigtigere end nogensinde, og bogen har fine bidrag til den.

Kontrolsport - Big Brother blandt atleter og tilskuere
Ask Vest Christiansen (red.) samt Dag Vidar Hanstad, Sigmund Loland, Verner Møller, Jens Evald, Lise Joern, Jan Toftegaard Støckel, Jørn Hansen og Knud Rendtorff 
Syddansk Universitetsforlag
179 sider
Pris: 250 kr.