Paragraffer og mavepustere
Idrætsjuristen 2007
02.12.2008
Af Søren BangSkulle Christian Poulsen have været buret inde for sin mavepuster på Markus Rosenberg i kampen mod Sverige sidste år?
Spørgsmålet bliver rejst og besvaret i Idrætsjuristen 2007, der ud over vold på banen også sætter hooliganisme og dopingkontrollen til debat i årsskriftet.
Ikke mindst Lasse Lund Madsens artikel om udøvere, der går over stregen under fodboldkampe og andre idrætsbegivenheder, diskuterer underholdende, hvordan juraen med snusfornuftige argumenter har prøvet at undgå masseanholdelser af idrætsudøvere hver weekend, selv om der i princippet begås et hav af strafbare handlinger på landets idrætsarenaer.
Forfatteren spidder samtidig de politikere, som efter Sverigeskampen krævede, at Christian Poulsen og tilsvarende syndere burde stilles for en dommer og dermed afslørede en ringe forståelse for sportens væsen. For kun egentlige voldshandlinger, der opstår uden for selve spillesituationen og samtidig påfører modstanderen skade, har været og bør være en sag for domstolene, argumenterer Lasse Lund Madsen.
Den rette balance mellem lovinitiativer og andre ’blødere’ indsatser mod hooliganisme bliver behandlet af Kristian Rasmussen og Jonas Havelund i deres artikel om erfaringerne med at forebygge fodboldoptøjer, mens chefpolitiinspektør Per Larsen diskuterer problemet ud fra politiets vinkel.
Endelig giver bogens redaktør, Jens Evald, der både er professor på Aarhus Universitet og formand for Antidoping Danmark, et interessant bud på, hvor den juridiske grænse for dopingkontrollen går, hvis eliteudøvernes privatliv skal respekteres.
Jens Evald peger bl.a. på, at et forslag om konstant GPS-overvågning af udøverne både er uigennemtænkt og kan være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Idrætsjuristen 2007 - Årsskrift for Dansk Idrætsjuridisk Forening
Redigeret af Jens Evald
Jurist- og Økonomforbundets Forlag
86 sider
Pris: 100 kr. (80 kr. for medlemmer)