Idrættens politiske ansigter

Idrætten er altid blevet fremmet, brugt og misbrugt af politikere og politiske bevægelser.

Hitlers olympiske lege i 1936 er det mest fremhævede eksempel på en kynisk udnyttelse af sporten i en politisk sags tjeneste. Men også i mindre skala er idrætten blevet spændt for den politiske vogn, eller den har selv været bannerfører for politiske strømninger – som når foreninger under skyttebevægelsen efter 1864-nederlaget broderede parolen ’Slesvigs Land Genvundet, det er Kampens Maal’ på fanerne.

Både politiseringen af OL og idrættens rolle under opbygningen af den danske nationalstat er vigtige hjørnestene i historikeren Jørn Hansens seneste bog, ’Den moralske stedfortræder’, der bringer en række fortællinger om idrættens ofte ambivalente forhold til det politiske. At bogen udkommer her op til OL i Beijing er ingen tilfældighed.

Placeringen af legene i Kina har endnu en gang skærpet debatten om, hvordan idrætten bør forvalte sin politiske rolle. Bogen slutter da også med en diskussion af legene i Beijing, herunder konsekvensen af en OL-boykot. Dette afsnit er måske det mindst interessante, nu hvor boykotdebatten i denne omgang er passé.

Til gengæld giver de øvrige kapitler et læseværdigt og ind imellem fremragende indblik i, hvordan især dansk idræt konstant har måttet forholde sig til skiftende politiske dagsordener siden begyndelsen af 1800-tallet. Bogen beskriver det paradoks, at idrætten ofte har forsøgt at placere sig højt hævet over de politiske kampe, men alligevel er blevet involveret i den bredere samfundspolitik eller har ladet sig bruge som et symbolstærkt instrument til politisk og national selvhævelse.

Især konkurrencesporten har trods sit historiske udspring i borgerskabet kunnet hævde at være en neutral størrelse på grund af sportens klasseoverskridende appel og evne til at bygge bro, hvilket har fremmet dens udbredelse.

”Men sportens tilpasningskarakter gjorde det også muligt at spænde den for forskellige politiske vogne, som under henvisning til sportens uskyldige frie leg ønskede at fremme bestemte politiske formål,” som Jørn Hansen konstaterer.

Her bærer idrætten et medansvar. Som den daværende statsminister Hilmar Baunsgaard f.eks. påpegede i 1968, kunne man jo afskaffe nationalmelodierne ved internationale idrætsbegivenheder, hvis man virkelig ville adskille idræt fra politik. Som han argumenterede, så påkalder disse sider af idrætten den nationalisme, der har ansvaret for de fleste af historiens krige.

Men en sådan distancering er ikke sket. Tværtimod har idrætten som massefænomen typisk indtaget den samfundsunderstøttende rolle. I 1800-tallet var gymnastikbevægelsen ligefrem en vigtig brik i opbygningen af den moderne nationalstat ved aktivt at arbejde for en nationalt sindet og sund befolkning. En tradition, man i dag finder træk af, når Team Danmark med statspenge ’kæmper for guld til Danmark’, eller regeringen indskriver breddeidrætten i sin folkesundhedspolitik.

’Den moralske stedfortræder’ gør ikke hævd på at være komplet i sin behandling af idræt og politik. Eksempelvis berører Jørn Hansen ikke idræt som egentlig sektorpolitik eller de danske idrætsrelationer til Tyskland under besættelsen. Til gengæld får man som læser en engageret og klar indføring i idrættens politiske betydning under bl.a. det moderne industrisamfunds fødsel og senere den kolde krig.

Bogen kan varmt anbefales.

Den moralske stedfortræder - og andre historier om idræt og politik
Jørn Hansen
Syddansk Universitetsforlag
167 sider
Pris: 225 kr.