Bevægelse i byens rum

Afsæt – idræt og arkitektur i byen
Bogen ’afsæt - idræt og arkitektur i byen’ gør sig stor umage med at beskrive forskellige måder at bruge og anvende byens rum. Alligevel kan de indholdsmæssige kvaliteter diskuteres.

Med den nye bog om idræt og arkitektur ’afsæt - idræt og arkitektur i byen’ gør de to forfattere med arkitektbaggrund sig stor umage for at beskrive forskellige måder at bruge og anvende byens rum (Københavns at forstå) til idrætsaktiviteter på.

Bogens styrke er først og fremmest den grafiske fremstilling. Billedmaterialet og det samlede grafiske indtryk er således imponerende lækkert og flot. Det grafiske touch gør på alle måder bogen attraktiv og gennemtænkt. Det er tydeligt, at forfatterne og den tilknyttede grafiker har gode evner udi det æstetiske.

Til gengæld kan man diskutere, hvilke indholdsmæssige kvaliteter bogen rummer trods dens visuelle kvaliteter. Uagtet en fin gennemgang af en række eksisterende idrætsfaciliteter, virker bogens forsøg på at opstille visioner for fremtidens idræt i København langt fra overbevisende.

Flere forslag er desuden svære at se konkretiseret. Og hvis ambitionen er at få flere til at bevæge sig, er mange af ideerne ganske ubrugelige: En klatrevæg i metroen, et dykkerbassin i en parkeringskælder og en fægtepiste i Jorcks Passage. De ligner mere postmoderne kunstinstallationer end operationelle forslag til fremtidens storbyidræt.

De fremadrettede forslag virker således fortænkte og mangler basal fornemmelse for idrættens liv i de mange små foreningsmiljøer. For eksempel bliver børnene og foreningernes rolle i byens fremtidige idrætsliv overset. At bogen dertil også rummer en række uheldige faktuelle fejl giver indtryk af en begrænset indsigt i helt banale idrætslige forhold. Ærgerligt, for de fleste fejl ville såmænd være nemme at rette op på uden de store anstrengelser.

Der er således tale om en bog, der først og fremmest inspirerer i form af det æstetiske og billedmæssige udtryk. Som resultat får man en udgivelse, hvor forholdet mellem form og indhold er tippet til formens fordel.

 

afsæt – idræt og arkitektur i byen
Helle Bøcken Wikke og Ebbe Melgaard
Kunstakademiets Arkitektskole, Center for Idræt og Arkitektur
88 sider, illustreret.
Pris: 185 kr.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.