Supporterkultur og kommercialisering
Mellom børs, katedral og karneval
27.06.2007
Af Rasmus K. StormArve Hjelseths doktorafhandling om norske fodboldsupportere, ’Mellom børs, katedral og karneval’, er et omfattende værk med stor spændvidde, gode kritiske diskussioner og fornyende teoretisk udvikling. Det er formentlig et af de største sammenhængene arbejder om supporterkultur i norden.
Afhandlingens resultater peger på, at fodbold på trods af den stigende grad af kommercialisering, der som udgangspunkt placerer sporten som en central del af populærkulturen, ikke bare kan siges at være ren underholdning. For de mest passionerede fodboldsupportere er det alvor i den sådan grad, at de ikke stilsigende finder sig i at blive objekter i en massepopulistisk bevægelse.
Modstand mod og forhandlinger om kommercialiseringens konsekvenser giver derimod supporterne magt, da deres adfærd i sig selv er en del af fodboldoplevelsen. Det sætter grænser for, hvad klubberne kan gøre, når de søger at optimere indtægtsgrundlaget ved at appellere til nye kundegrupper gennem populariseringstiltag som børneunderholdning, musiske indslag eller klovneri i pausen.
Supporterne finder sig ganske enkelt ikke i det. Som det lidt klichéagtig formuleres: Fodbold er ikke blot et spørgsmål om liv og død, det er meget vigtigere end det.
Teoretisk og metodisk er afhandlingen ikke uden knaster, men dette overskygger ikke, at den er yderst godt skrevet og – trods sit omfang og mængden af gennemgået og analyseret litteratur og empiri – relativt let tilgængelig. Det er samtidig også utvivlsomt, at den frembringer ny viden, hvad angår supporterforskning, og derfor kan anbefales til forskere og studerende med interesse for supporterkultur.
Mellom børs, katedral og karneval. Norske supporteres forhandlinger om kommercialiseringen av fotball
Arve Hjelseth
University of Bergen 2006
432 sider
Kan frit downloades som e-bog på: https://bora.uib.no/handle/1956/2019
Læs også Rasmus Storms noget længere anmeldelse på Idrottsforum.org.