Det oppulente samfund

Aldrig har befolkningen været udsat for så mange slankekure, fedtfattige produkter, fitnesscentre, kostråd og kampagner om den rigtige livsstil. Og aldrig har den været federe. Intet kan øjensynligt dæmme op for mange danskeres lyst til at æde sig en solid overvægt til.

Netop dette paradoks er drivkraften i Verner Møllers debatbog, ’Det gyldne fedt’, der allerede i sin titel antyder en af bogens centrale påstande: I bedste fald har indsatsen mod fedmeepidemien været ineffektiv. I værste fald har den været en fed fidus for dem, som kører en lukrativ gesjæft på tvivlsomme slankekure, smagsfattige lightprodukter, slankepiller osv. osv.

Resultatet er en udbredt fedtforskrækkelse, hvor de overvægtige isoleres, sygeliggøres eller fremstilles som umyndige børn i reality-programmer – og i sidste ende fastholdes i deres overvægt.

Absurde forklaringer 
I bogen går Verner Møller veloplagt i rette med de mange vildspor, som fedmedebatten efter hans mening følger. Samtidig forsøger han at indkredse de dybere årsager til den vestlige verdens fedmeepidemi.

Det første er klart den letteste øvelse. Slankekure, som dekreterer henholdsvis nul kulhydrater, men gerne fedt – og vice versa – kan ikke begge være rigtige. Og forsøgene på at reducere fedme til en sygdom eller et spørgsmål om genetisk disponering er enten skræmmende eller absurde. Skulle problemet f.eks. ligge i vores gener, ville det kræve, at en stor del af befolkningen var muteret inden for de seneste 20-30 år. I givet fald en biologisk sensation.

Selv ser Verner Møller snarere fedmeepidemien som et symptom på et individualiseret overflodssamfund, der er ude af stand til at forvalte sin egen rigdom. Et samfund, hvor gerrighed bliver parret med en næsten umættelig appetit på større forbrug, og hvor social tomhed måske søges erstattet med lige så tomme kalorier fra discountbutikkerne og fastfoodkæderne.

Den rette kur?
Men den vestlige verdens fedmeproblem er mildt sagt et komplekst problem. Det bliver tydeligt i det afsluttende kapitel, hvor Verner Møller med blandet held forsøger at opstille sine egne bud på ’den rette kur’.

Meget sympatisk afviser Verner Møller askesen og de moraliserende pegefingre - at se middagsgæster behandle den perfekt tilberedte fedtkant på culotten som gift er deprimerende. I stedet opstiller han dannelsesidealet ’lidt, men godt’: Vi skal lære at sætte pris på kvalitet. For selv små mængder kvalitetsprodukter smager af mere og matcher nydelsesmæssigt bjergene af burgere og tilbudskoteletter.

Spørgsmålet er blot, hvor enkelt det er at opdrage den brede befolkning til at købere dyrere og bedre. Verner Møller foreslår ganske vist, at staten kan udregne og fastsætte mindstepriser for alle fødevarer, så den tarvelige kødpølse kommer til at koste det samme som den lækre hjemmerøgede. Men bortset fra at forslaget virker umuligt at administrere og socialt vender den tunge ende nedad, er den slags planøkonomiske løsninger næppe politisk gangbare. Og hvem siger i øvrigt, at alle ville vælge den gode pølse? Hvis ikke, belønnes producenterne af de dårlige fødevarer oven i købet med en kolossal avance.

Men selv om Verner Møllers egne forslag også er problematiske, kan bogen anbefales som et både underholdende og skarpt bidrag til en aktuel debat.

Det gyldne fedt. Analyse af et lukrativt samfundsproblem
Verner Møller
Gyldendal
264 sider
Pris: 199 kroner