Europæiske følelser eller amerikansk rationalisme?

National Pastime er en kærkommen udgivelse, som fortjener omtale, selv om bogen er fra 2005, da manglen på komparativ forskning er udtalt inden for sportssektoren.

Der er skrevet meget om fodbold og baseball internationalt, men egentlige sammenligninger mellem forskellige sportssystemer eller lande er det småt med. 

Dette er en forkortet version. Hent den fulde version i pdf-format. Klik her. 

Styrken i bogen er, at forfatterne tager fat om en meget central problemstilling, som længe har optaget sportsøkonomer: Hvilke fordele og ulemper er der ved lukkede henholdsvis åbne ligasystemer? Desuden søger de at finde et svar på, hvorfor amerikansk baseball er en god forretning, mens hovedreglen i europæisk kontekst er, at fodboldklubberne taber penge på trods af stigende opmærksomhed fra tv og sponsorer.

Forskellige forretningsmodeller
Der er grundlæggende forskel på europæisk fodbold og amerikansk baseball (Major League Baseball, MLB). Mens baseball er meget profitorienteret i sit udgangspunkt og natur, har den europæiske fodboldversion udviklet sig under stærk indflydelse fra den foreningskultur, den er udsprunget af.

Udspringet fra det civile samfund har med andre ord påvirket fodboldens kommercialiseringsproces i en grad, der har sat vigtigheden af sportslig succes frem i forreste række. Pengene ses som midlet til at opnå målet om sportslig succes, hvilket kan aflæses i de europæiske fodboldklubbers regnskaber, der som hovedregel er fyldt med røde tal og tunge gældsposter. 

Amerikanske fordele 
Årsagen til den forretningsmæssige succes i amerikansk baseball er, ifølge Szymanski og Zimbalist, først og fremmest, at MLB fungerer som et monopol, der i grove træk selv sætter prisen for sine ydelser.

Gennem mange års undtagelser fra den amerikanske konkurrencelovgivning har klubberne været fri for markedsmæssig konkurrence. Det er således ligasystemet selv, der bestemmer, om det skal udvides med nye hold eller indskrænkes af hensyn til de forretningsmæssige muligheder. Det er også ligasystemet selv, der bestemmer, hvor nye klubber geografisk skal placeres.

Markedet kontrolleres altså af markedet selv.

For fans betyder systemet (for) høje billetpriser, for tv-stationer (for) høje priser for tv-rettigheder og for det offentlige (for) store udgifter til opførelse af opvisningsanlæg. Reelt er der tale om karteldannelse, der kun benificierer ejerne og ikke er generelt samfundsøkonomisk givende og i strid med almindelige markedsmæssige principper om fri konkurrence.

Europæiske udfordringer 
Hvor den amerikanske struktur således sikrer en udpræget grad af økonomisk stabilitet og profit til ejerne, er situationen som nævnt en helt anden i europæisk sammenhæng. En af hovedårsagerne er blandt andet den åbne ligastruktur, der sikrer en permanent konkurrencesituation. Ingen klubber kan i princippet føle sig sikre på deres position.

Set fra et markedsmæssigt synspunkt er dette godt, men i praksis giver det en essentiel økonomisk usikkerhed, der får klubberne til at overinvestere i spillermateriale for at fastholde eller forbedre deres position i det sportslige hierarki. Dermed er skabt en ond cirkel af overinvesteringer, der blot gør de europæiske fodboldligaer mere og mere finansielt sårbare.

Problemet med denne polarisering har man i amerikansk sammenhæng bl.a. søgt at løse gennem et omfordelingssystem, hvor klubberne progressivt beskattes. Men Szymanski og Zimbalist kritiserer sådanne økonomiske omfordelingssystemer. Som de anfører, synes denne model at straffe succes. 

Tværnationale løsninger 
Szymanski og Zimbalist spørger i stedet, om det ikke er bedre at bruge sportslige reguleringsmetoder i stedet for økonomiske, hvis man ønsker at styre de europæiske klubbers lommesmerter.

Selv peger de på radikale ændringer af den internationale turneringsstruktur gennem oprettelse af tværnationale ligaer med regional forankring. Ideen er i grove træk at skabe seks divisioner med ti hold i hver, hvorunder de bedste klubber fra forskellige lande spiller mod hinanden:

1. Nordvest: England og Skotland
2. Sydvest: Spanien og Portugal
3. Midt-vest: Frankrig, Belgien og Holland
4. Syd: Italien, Grækenland og Balkan-landene
5. Midt-øst: Tyskland, Schweiz og Østrig
6. Nord-øst: Skandinavien og de østeuropæiske stater

De tværnationale divisioner kobles på med et op- og nedrykningssystem til de nationale divisioner, hvorfra ét nationalt (mester-)hold kan rykke op om året. Ifølge Szymanski og Zimbalist er effekten ved på denne måde at skære de dårligste hold væk fra de tværnationale divisioner, at der på dette niveau skabes en større grad af kompetitiv balance, hvilket er et andet af de problemer, der opstået som en effekt af de store økonomiske forskelle mellem de europæiske klubber.

Desuden er det meningen, at klubberne i de tværnationale divisioner, udover at spille med hinanden internt i divisionerne, også spiller mod tre hold fra hver de andre tværnationale divisioner. Eksempelvis ville det muliggøre, at Real Madrid spiller mod Manchester United eller Bayern München. Gennem sikring af sådanne topkampe vil interessen fra tv-seere og fans blive maksimeret.

Sidst, men ikke mindst, sikres spændingen om det europæiske mesterskab til det sidste, da dette afgøres gennem en række playoff-kampe mellem divisionsvinderne samt to såkaldte ’wildcard-hold’, eksempelvis de to hold, som i forhold til sidste sæson har klaret sig bedst (det Szymanski og Zimbalist kalder: ’best runners-up’).

Kan det så nytte?
Som det kan ses medfører Szymanski og Zimbalists forslag ikke en vending mod det amerikanske system med lukkede ligaer, sådan som flere analytikere har peget på kan være en løsning på kompetitiv ubalance og økonomisk instabilitet.

Pointen er nemlig, at den lukkede og profitorienterede amerikanske struktur måske nok har gjort baseball profitabel på kort sigt, men samtidig har det fjernet fokus fra langsigtede løsninger på baseballs faldende interesse blandt publikum og tv-seere samt sportens manglende evne til at vinde interesse hos et internationalt publikum. På dette område har fodbolden derfor sejret.

At de skitserede forslag skulle finde fodslag i europæisk fodbold, er imidlertid tvivlsomt. Årsagen er politisk modstand i såvel de nationale ligaorganisationer som hos UEFA.

Derfor synes Szymanski og Zimbalists perspektiver for den europæiske fodboldfremtid nok dystre. Men en bevægelse i retning af nye organiseringsformer sker på den anden side ikke over natten. Jeg synes bestemt, at der er interessante perspektiver i ’National Pastime’. Szymanski og Zimbalist har således udlagt en skitse til en fremtidsvision, der vil tilgodese helheden i europæisk fodbold og ikke kun de store klubber, der tidligere har drøftet mulighederne for at skabe en lukket tværnational ligastruktur efter amerikansk forbillede.

National Pastime. How Americans Play Baseball and the Rest of the World Plays Soccer
Stefan Szymanski and Andrew Zimbalist
Brookings Institution Press
263 p. Illustreret