Skrap juridisk kost
Idrætsjuristen 2005
Dansk idrætsjuridisk Forening (idraetsjura.dk) serverer skrap idrætsjuridisk kost i den netop udkomne Idrætsjuristen 2005. Det kompakte hæfte sætter fokus på doping i en enkelt artikel og på seksuelle krænkelser af børn og unge i idrætten i fire andre bidrag. I begge tilfælde er idrættens praksis i den gode sags tjeneste vidtgående i forhold til det omgivende samfunds.
I sager om seksuelle krænkelser vil en dømt person ofte være udelukket fra at fungere i idrætten i lang tid efter udstået dom – måske på livstid – fordi de såkaldte børneattester registrerer domme i længere tid end almindelige straffeattester. Siden den 1. juli 2005 har det været lovpligtigt at indhente børneattester for alle ansatte og frivillige, der beskæftiger sig med børn under 15 år. Idrætsjuristen 2005 vil klart være en god støtte for foreninger, som får problemet ind på livet, i form af konkrete sager eller en ’positiv’ børneattest.
Børneattester er ingen garanti mod krænkelser. I det mest interessante indlæg gennemgår ph.d. adjunkt Jan Toftegaard Nielsen fra Syddansk Universitet blandt andet 156 idrætsrelaterede sager begået af 40 krænkere i årene 1980-2002. På baggrund af sin forskning kritiserer han især børneattesterne for kun at medtage domme for overgreb på under 15-årige og ikke på 15-18-årige.
Med hensyn til doping adskiller idrætten sig ved såkaldt objektiv skyld, idet den dopingmistænkte idrætsudøver selv skal bevise, at han uforskyldt har fået et forbudt stof i kroppen, hvor man i almindelig strafferet ville spørge, hvordan stoffet var kommet ind i kroppen. Den norske idrætsjurist Gunnar-Martin Kjenner mener på den baggrund, at idrætten er gået vidt i sin kamp mod doping ved at være villig til at ofre centrale strafferetsprincipper.
Idrætsjuristen 2005
Jens Evald (red.)
Jurist- og Økonomforbundets Forlag
95 sider
Pris: kr. 125.