Kend din krop, mand

Kend din krop, mand
Mændenes svar på 'Kvinde, kend din krop' beskriver fire vitale S’er for mænd: Sundhed, sex, sport og sind fra et maskulint perspektiv.

Den lille forskel på mænd og kvinder er faktisk stor. Mænd er f.eks. nogle tåber, når det gælder deres egen sundhed, for de dør for tidligt, selvom de er fysisk stærkere, og de går alt for sjældent til lægen.

Dette er blot én af mange informationer i den stærkt populærvidenskabelige bog ’Kend din krop, mand’, som fem forfattere fra vidt forskellige discipliner har begået.

Med den smågeniale bogtitel henledes opmærksomheden på den noget mere politiske motiverede ’Kvinde, kend din krop’. I fire kapitler gennemgås de fire vitale S’er for mænd: sundhed, sex, sport og sind – vel at mærke fra et maskulint perspektiv - hvor bidragene er skrevet af mænd, om mænd og til mænd. Dette skal nok få kvinderne til at kigge med ligesom tilfældet var det med deres bog.

I fire kapitler får læseren på pædagogisk vis præsenteret den ene grafiske figur efter den anden, og bogen er fyldt med konkrete vejledninger, som spænder fra ’hvad er en god far?’ til ’øvelser ved for hurtig sædafgang’. Dertil er bogen fyldt med faktabokse, som rummer nyttige informationer om manderelaterede emner. Fællesnævneren er, at indholdet præsenteres på en måde, så alle kan være med, hvilket forhåbentligt vil resultere i en velfortjent kommerciel salgssucces.

Skal man være lidt kritisk, vil den første indvending være, at der er tale om en lidt karakterløs mande-udgave af ’Kvinde kend din krop’. Selvom konceptet er tilnærmelsesvis det samme, er det tydeligt, at den ikke er skrevet med rødderne i en politisk mandebevægelse med ønsket om frisætte manden fra samfundets snærende bånd, og bogen formår således ikke at bidrage til øget bevidsthed om mandens rolle i samfundet.

En anden svaghed er, at kapitlet om sport, som isoleret set er særdeles informativt og velskrevet, stritter ud i den forstand, at en del af emnet ligger uden for kroppen, mens de andre tre kapitler beskæftiger sig med mandens indre krop og tilstand.

Der er dog tale om en lækker letlæst publikation, som forhåbentligt vil nå ud til læsergrupper, som mere tunge forskningsudgivelser ikke når.

Bogen er skrevet af professor, dr. med. Kaare Christensen (kapitlet om sundhed), idrætsforsker Hans Bonde (sport), fysiolog Jørn Wulff Helge (sport), seksualforsker Christian Graugaard (sex) samt chefpsykolog Svend Aage Madsen (psyke). Kronprins Frederik har skrevet forordet.

Kend din krop, mand
Kaare Christensen, Christian Graugaard,
Hans Bonde, Jørn Wulff Helge og Svend Aage Madsen
Aschehoug
336 sider
Pris: 249 kr.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.