Fascination i sport og religion
Boldsjedrenge og Jernhårde Ladies
Gennem omfattende bearbejdning af materiale og med vanlig grundighed har Thomas Ladegaard i bogen ’Bolsjedrenge og Jernhårde Ladies’ skrevet en underholdende bog om det danske håndboldeventyr.
Thomas Ladegaard har arbejdet flere år på bogen, der er baseret på interviews med blandt andre Ulrik Wilbek, Leif Mikkelsen, Janne Kolding, Michael Fenger og Morten Stig Christensen.
For første gang gives dermed en samlet gennemgang af dansk håndbolds udvikling fra den første kamp i Helsingør 1907 og frem til i dag. Blandt andet mindes vi de store slutrunder med OL-guld til damelandsholdet og herrernes op- og nedture. Samtidig er det interessant at se, hvor hurtigt vinden kan vende, og hvor meget mediehåndtering og pressestrategi – eller mangel på samme – betyder i moderne håndbold.
Eksemplet med den tidligere landstræner Torben Winther, der gennemgås i bogen, kan tjene som illustration. Selvom Torben Winther målt på resultater har været blandt Danmarks mest succesfulde landstræner - guld ved U-VM og to EM-bronzemedaljer taler for sig selv - blev han alligevel fyret kort efter herrelandsholdets nedtur ved VM i Tunesien for et år siden. Årsagen var formentlig en mediestemning mod ham opbygget på baggrund af et manglende kommunikationstalent udadtil.
Bogen giver således baggrunden for de oplevelser og frustrationer, danskerne har været vidner til seneste 25 år. Desuden udstikker den en række spændende perspektiver nu, hvor landsholdshåndbolden tager fat på store udfordringer med nye trænerpersonligheder som Brian Lyngholm og Ulrik Wilbek ved rorpinden.
Bolsjedrenge og Jernhårde Ladies
Thomas Ladegaard
Det Schønbergske Forlag
240 sider, illustreret
Pris: 299 kr.