Fascinationen i sport og religion
Fra Buddha til Beckham
Hvis man ikke forstår den fanatisme, som tilsyneladende normalt begavede mennesker påtager sig før fodboldkampen eller ikke lader sig fascinere af den karisma, som gør en talentfuld sportsudøver til en guddommelig superstjerne, er der nu rigelig mulighed for at studere fænomenerne på kølig akademisk afstand.
I antologien ’fra Buddha til Beckham’ forsøger en række forskere gennem en række velskrevne artikler om lighederne mellem religion og sportens forheksende egenskaber at indfange den menneskelige trang til at lade sig forføre af karismatiske sportsstjerners og idrættens dramaer.
Antologiens styrke er, at den på fin vis formår at beskrive en række væsentlige aspekter af den menneskelige natur, der på trods af sportens talrige dopingskandaler og voksende økonomisk korruption til stadighed tilsidesætter rationaliteten i længslen efter den metafysiske religiøse sportsoplevelse, som rækker ind i menneskers lidenskabelige, storbankende hjerter, der vil forføres og bedrages.
Det er i sportens socialt sammenhængende og meningsgivende fællesskab folket finder sin frihed til at ritualisere sig væk fra hverdagslivet fornuftbestemte orden, og sportens stjerner kan gennem velplanlagt selviscenesættelse og kunstneriske bedrifter hæve sig over normaliteten og påtvinge mennesker en stillingtagen - enten går man uforbeholdent ind for, eller også afskyr man personen. Artiklerne rummer mange interessante analyser af de ritualer og myter, der opstår omkring begivenheder og personer som udgangspunktet for et virkningsfuldt religiøst og sportsligt fællesskab.
Bogens iboende svaghed er selvsagt, at den via en akademisk objektivisme fjerner sig fra fascinationen og forsøger at intellektualisere og analysere sportens overnaturlige fænomener, der ikke nemt lader sig indfange i den videnskabelige orden, men måske bedst lever i kunstens kaotiske univers uden en overflod af fremmedord og teoretiske definitioner.
Heldigvis konstaterer man med en vis lettelse, at forsøgene på at afmystificere sportens og personerne ikke lykkes fuldt ud.
Fra Buddha til Beckham - karisma og suggestion i sport og religion
Poul Götke, Jonas Havelund, Kristian Rasmussen (red.)
Syddansk Universitetsforlag
209 sider, illustreret
Pris: 225 kr.