Fra amazoner til sportshelte

To fotografier siger alt om udviklingen: Vor tids taekwondokæmper Karin Schwartz, der sparker ud efter en modstander, kontra gymnastikpædagogen Agnete Bertrams nymfeklædte gymnaster i kultiveret samtale med fysiologen Johannes Lindhard engang i mellemkrigstiden.

Kontraster af den slags skorter det ikke på i idrætshistorikeren Else Trangbæks ’Kvindernes idræt - fra rødder til top‘.

Bogen er den første samlede fremstilling af dansk idræt set gennem kvindeoptik og som sådan en underholdende rejse gennem mere end 200 års kvindeliv. Undertiden ligefrem hårrejsende. Bl.a. mente ovennævnte Lindhard, at ‘handyret er hundyret fysisk overlegent’, og advarede mod, at kvinderne med ‘deres labile nervesystem ‘ indlod sig på onkurrencesport forført af ’amazoner’.

Han ville næppe have følt sig tilpas ved synet af Karin Schwartz.

Frising og konservatisme
Trangbæks fortælling tager for alvor fart med mandlige pionerer som A.G. Drachmann og Paul Petersen, der i sidste halvdel af det nittende århundrede var blandt primusmotorerne i udviklingen af kvindegymnastikken.

Snart stod kvinderne selv i spidsen. Ind imellem med stort mod og personlige omkostninger: F.eks. talte gymnastiklærerinden og forfatteren Erna Juel-Hansen offentligt for et mere frisindet syn på kvindelig erotik og selvrealisering i slutningen af 1800-tallet. Hun måtte lukke sit gymnastikinstitut, da det forskrækkede københavnske borgerskab meldte deres døtre ud.

Juel-Hansen var en ener. Typisk blev vejen mod den brede anerkendelse taget med små, sømmelige skridt. Kvindernes erobring af idrætten måtte legitimeres over for omverdenen og blev derfor iklædt opbyggelige eller sundhedsfaglige argumenter.

I den forstand lå mange af kvindeidrættens pionerer helt på linje med den øvrige idræt, der historisk set både har ageret konservativ samfundsstøtte og været eksponent for fornyelse. Rebeller i en mere højtråbende forstand var de i hvert fald sjældent.

Fremskridtene skete heller ikke uden modstand i idrættens egne rækker. Mens nogle følte sig utrygge ved de mere frigjorte kvinder, pegede andre på de fysiologiske forskelle mellem kønnene. Endelig var der de få mandsdominerede idrætter, hvor kvindesynet kun havde museale kvaliteter. F.eks. optog DBU først kvinderne i 1972!

Fine portrætter 
En af bogens store kvaliteter er de mange og udførlige portrætter af kvindeidrættens pionerer, ikke mindst inden for gymnastikken, og deres ofte meget forskellige syn på fysisk aktivitet. Portrætter, som kædes fint sammen med kvindefrigørelsen i det øvrige samfund.

De sidste afsnit om nutidens mangel på kvindelige ledere i toppen af bl.a. DIF og specialforbundene står lidt mindre skarpt. Men det afspejler måske blot den usikkerhed, man i dag kan spore i ligestillingsarbejdet. Som idrætshistorikeren Else Trangbæk, der selv er medlem af DIF’s bestyrelse, peger på, er et af de uafklarede spørgsmål, hvorfor yngre kvinder øjensynligt er meget tilbageholdende med at søge de magtfulde poster i idrætten.

Det sidste kapitel om kvindernes vej mod ligestilling er langt fra skrevet. 

Kvindernes idræt - fra rødder til top
Else Trangbæk
Gyldendal
286 sider, illustreret
Kr. 329,00