Nye aktive trækker idrætsdeltagelsen op efter genåbningen
29.09.2020
Det går fremad med danskernes idrætsdeltagelse efter coronanedlukningen. Det viser den seneste af to undersøgelser fra Idrættens Analyseinstitut (Idan), som med støtte fra TrygFonden har taget temperaturen på danskernes aktivitetsniveau i henholdsvis juni og september i år. Før nedlukningen i marts dyrkede 65 pct. af danskerne sport og motion, i juni var idrætsdeltagelsen 54 pct., men nu er tallet oppe på 61 pct.
Der er dog ikke tale om, at stort set alle, der stoppede under nedlukningen, nu er vendt tilbage til deres aktiviteter. Faktisk er hver femte af dem (20 pct.) stadig ikke aktive mod 23 pct. i juni. Stigningen i den samlede idrætsdeltagelse skyldes i stedet, at 25 pct., der ikke var aktive før nedlukningen, nu er begyndt at dyrke sport og motion. Det tilsvarende tal fra juni-undersøgelsen er 11 pct.
De nye aktive er især i 20’erne og 30’erne
De nye aktive er især voksne i 20’erne og 30’erne, som er gået i gang med aktiviteter på egen hånd såsom vandre- og gåture, fitness og løb. De vigtigste årsager til at være startet er et ønske om at forbedre helbredet (48 pct.), at få mere overskud (29 pct.), og at aktiviteterne er en god mulighed for at komme ud (23 pct.).
Det er en overraskende stor stigning i antallet af nye aktive, men analytiker i Idan, Mette Eske, påpeger, at det kan hænge sammen med den indflydelse, som coronapandemien har haft på den enkeltes hverdag.
”En række af de ting, som mange unge i 20’erne ellers ville bruge tid på, er blevet lukket ned. Man kan ikke gå til koncerter eller i byen, og så er sport og motion en alternativ mulighed for at komme ud og måske også møde nogle andre. Også yngre voksne i 30’erne kan i coronatiden have fået en anden og mere fleksibel hverdag, der giver mere plads til sport og motion,” siger hun.
Mange mangler overskud til at komme i gang igen
Mens der er kommet nye aktive til, er der stadig mange, der var aktive før coronanedlukningen, som ikke er aktive i september. De frafaldne findes i alle aldersgrupper, men med en overvægt i gruppen af ældre over 70 år. Tæt på en fjerdedel (23 pct.) forklarer deres aktivitetsstop med, at de mangler overskud.
Undersøgelsen viser også, at deltagelsen i langt de fleste idrætsaktiviteter er på vej op. Deltagelsen i boldspil og gymnastik/dans er tæt på niveauet fra før nedlukningen, mens deltagelsen i fitnessaktiviteter fortsat er noget under niveauet fra før nedlukningen. Dengang angav 35 pct., at de dyrkede fitnessaktiviteter, mens andelen i september er 27 pct.
Endelig dyrker de fleste danskere stadig sport og motion på egen hånd (58 pct.), mens idrætsdeltagelsen i foreninger og privat regi som for eksempel fitnesscentre og danseskoler stadig ligger under niveauet fra før nedlukningen.
Om undersøgelsen
Dataindsamlingen er gennemført af Epinion på vegne af Idrættens Analyseinstitut (Idan) i perioden 4.-11. september 2020. Alle 1.466 voksne danskere (+18 år), som deltog i Idans websurvey i juni, blev inviteret til at deltage i denne opfølgende websurvey, hvilket resulterede i 1.238 besvarelser og en svarprocent på 84. Procentfordelingerne fra spørgeskemaundersøgelsen er vægtet på køn, alder, region og uddannelse for at tage højde for skævheder i repræsentativiteten.
Download hele notatet: 'Danskernes motions- og sportsvaner efter genåbningen. Notat: Nye aktive trækker idrætsdeltagelsen op’
Pressekontakt
Mette Eske, analytiker, Idrættens Analyseinstitut
Mobil: 2478 2908
E-mail: mette.eske@idan.dk