Idrættens Analyseinstitut og Mediano Media går i dybden med idrætspolitik og idrætskultur i ny podcastkanal

14.05.2020

Pressemeddelelse: Med podcasten ‘Tillægstid’ åbner Idrættens Analyseinstitut (Idan) en helt ny platform for alle med interesse for, hvad der rører sig i idrætspolitik og idrætskultur. Den første episode kan høres fra i dag i kanalen ‘Mediano Sport & Perspektiv’.

Idan er gået sammen med Mediano Media og formidlingsplatformen Idrætshistorie.dk om at skabe en ny podcastkanal, der skal være hjemsted for dybdegående og perspektivrige debatter om sport og idræt i bred forstand.

Kanalen lægger ud torsdag 14. maj med en episode fra Idans podcast ‘Tillægstid’ om bestræbelserne på at skabe mere demokrati og mindre korruption i det internationale fodboldforbund FIFA. Gæsterne i studiet er formand for DBU, Jesper Møller, journalist Jan Jensen fra Ekstra Bladet, og Play the Games internationale chef, Jens Sejer Andersen.

Podcastformatet giver mulighed for at skabe direkte debat om nogle af de højaktuelle udfordringer, som instituttet hidtil har dyrket på Idans og Play the Games konferencer, der samler nogle af de mest vidende aktører inden for dansk og international idræt og sport. Det er dem, der nu også bliver inviteret i podcaststudiet, så et større publikum får mulighed for – helt gratis – at blive opdateret om begivenheder og emner, som sjældent får stor opmærksomhed i andre medier.

Åben invitation til alle idrætsaktører om at foreslå  ideer til indhold
Lige nu er Idan i gang med optagelser til en række podcastafsnit om blandt andet kampen mod match-fixing i Danmark, mangfoldigheden i fodbold og dansk idræt generelt og coronakrisens betydning for danskernes motionsvaner.

Hvad de næste afsnit skal handle om, er blandt andet op til aktørerne i dansk idræt, som opfordres til at se på Idans podcast som en platform for samarbejde.

”Vi håber ikke bare, at de mange vidende idrætsaktører og organisationer har lyst til at være gæster i vores podcast. Vi vil også appellere til, at de byder ind med emner, som de gerne vil sætte på den idrætspolitiske dagsorden,” siger Idans podcastsansvarlige, Stanis Elsborg.

Idans nye podcast og samarbejdsaftalen med Mediano er en del af instituttets nye strategi om at komme tættere på omverdenen og indgå i nye partnerskaber.

”Vi vil afsøge nye formidlingsmuligheder, så vi rykker tættere på vores modtagere og får vores viden bredt ud,” siger Idans direktør, Jakob Rathlev.

Mediano Media, der blev skabt i 2016, har i en årrække lavet podcast primært om fodbold med stor succes. Mediano Medias chefredaktør, Peter Brüchmann, ser det som et naturligt skridt at etablere et samarbejde med Idrættens Analyseinstitut om en ny kanal med et bredere fokus.

”Vi har i flere år kigget efter måder til at komme endnu dybere i sportens verden og kigge på FIFA, Qatar, match-fixing, idrætshistorien og de større perspektiver. Lytterne er i den grad klar til det,” siger Peter Brüchmann. 

Mere information

 
 

Lyt til første episode af podcasten ‘Tillægstid’: FIFA under Infantino – har reformerne hjulpet? på bl.a. SoundCloudSpotify og Apple Podcast

Læs mere om ‘Tillægstid’ på https://idan.dk/podcast/

Kanalen ’Mediano Sport & Perspektiv’ bringer også programmer produceret af Idrætshistorie.dk og Mediano Media.

Abonner på kanalen på blandt andet Apple Podcast, iTunes, SoundCloud, Podbean, Spotify, Pocket Casts eller Google Podcasts.

Pressekontakt

 
 

Stanis Elsborg, ansvarlig for Idans podcast
stanis@playthegame.org 
+45 6177 4915

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.