TV 2 Sport trækker ud
02.04.2007
Af Henrik H. BrandtDen kommende fælles sportskanal mellem TV 2 og TV 3-moderselskabet MTG bliver yderligere nogle måneder forsinket.
I første omgang havde parterne forventet at gå i luften med den nye kanal med rettigheder til blandt andet dansk superligafodbold, Champions League og tophåndbold den 1. marts, men Konkurrencestyrelsen er ikke færdige med de undersøgelser, der skal belyse, om fusionen mellem de to suverænt største aktører på det kommercielle danske tv-marked kan godkendes rent konkurrenceretsligt.
Konkurrencerådet havde møde i dag, onsdag, men sagen om TV 2 Sport var ikke på dagsordenen. Det kommer den nu tidligst den 25. april. Først endnu senere vil Konkurrencerådet formentlig tage stilling til, om ikke mindst den kontroversielle tv-aftale om dansk klubfodbold i perioden 2009-2013, som skulle have leveret noget af topindholdet til den nye kanal, får lov at køre i den planlagte form.
TDC-forhandlinger trækker ud
En anden forudsætning for TV 2 Sports succes bliver naturligvis adgangen til seerne i de danske stuer. TV 2 Sports første udmelding om, at kanalen skal koste 25 kr. om måneden for forbrugerne har medført stor skepsis, og dagbladet Børsen oplyser onsdag, at landets største udbyder af kabel tv, TDC Kabel TV, langt fra er nået til enighed med TV 2 Sport om vilkårene.
”Stemningen hos vore kunder er, at vi ikke skal indgå en aftale, og vores egen vurdering er, at vi denne gang måske skal sige nej. Det skal jeg måske sige, når jeg forhandler, men i denne omgang er det altså alvor,” siger TDC Kabel TV’s direktør, Niels Breining, til Børsen.
Af samme artikel fremgår det, at en del af forhandlingerne er TDC’s ønske om, at TV 2 Sport skal udbyde en ekstra sportskanal for pengene. Problemet set fra TDC’s side er, at den nye sportskanal TV 2 Sport vil betyde mindre sport på TV 2 og TV 2 Zulu, lige som den eksisterende sportskanal Viasat Sport 1 samt Viasats golfrettigheder glider ud af udbuddet, når den nye sportskanal går i luften.
Uenighed på TV2
Oven i de aktuelle forviklinger om sportskanalen TV 2 Sport har TV 2 Sportens sportschef gennem 19 år, Morten Stig Christensen, besluttet sig for at forlade sin post. Bag beslutningen skinner igennem, at der er intern uenighed på TV 2 om stationens fremtidige kurs på sportsområdet.
Også Danmarks Idræts-Forbund (DIF) er skeptiske over for den nye sportskanal.
"Vi er alt andet lige glade for en øget programflade til sporten, men vi er ikke så naive at tro, at det vil hjælpe alle mulige idrætsgrene til mere tv-dækning. Det drejer sig primært om at flytte eksisterende rettigheder over på den nye kanal og udnytte det stof, man har, bedre. Vi tror ikke, TV 2 Sport vil føre til, at mange flere danske idrætsgrene får transmissionsaftaler. På den anden side er vi glade for, at fodbolden får flere penge, mens badminton og ishockey formentlig får mere eksponering ud af det," siger DIF's kommunikationschef Morten Mølholm Hansen.
DIF forventer, at et samarbejde mellem MTG og TV 2 om TV 2 Sport på kort og mellemlangt sigt vil føre til stigende priser på sportsrettigheder - blandt andet dansk fodbold, men på længere sigt kan den mindskede konkurrence, når de to største kommercielle aktører på det danske tv-marked går sammen, føre til faldende priser til idrætten for rettighederne.
"Man skal være naiv, hvis ikke man tror, at samarbejdet vil få betydning for konkurrencen fremover. En anden bekymring er TV 2's moderkanal. Vi frygter, at den langsomt udsultes for sport, og så gør man både TV 2 og seerne en bjørnetjeneste. Vi kan godt frygte, at når sport fremover ses mere isoleret som, at der skal være penge i den enkelte begivenhed, kan det ramme TV 2 både på brandet og populariteten," siger Morten Mølholm Hansen.
"Indtil i dag har TV 2 haft en mere helhedsorientret tankegang omkring sportsdækningen, og det har været med til at give stationen den profil, den har i dag. TV 2 har gjort meget godt for dansk idræt - også selv om vi fra tid til anden har kritiseret stationen for at være for ensidig i valget af idrætsgrene."
Dyr norsk tv-aftale
I Norge gjorde norsk TV 2 forleden status over det første år med den rekordstore tv-aftale til norsk fodbold. TV 2 Gruppen er tilfreds med tv-aftalen, men den er efter det første år meget langt fra at tjene sig ind.
TV 2 har sammen med Telenor oprettet en ny kanal, TV 2 Zebra, der har haft liverettighederne til de fleste kampe i Tippeligaen. TV 2 Gruppen investerede i alt 270 mio. norske kr. i rettigheder og 55 mio. norske kr. i produktion af norsk fodbold (klub- og landshold) i 2006 – en del af omkostningerne blev dog delt med Telenor Broadcast.
Den nyoprettede sports- og underholdningskanal TV 2 Zebra fik et underskud på 182 mio. norske kr., men samlet kom TV 2 Gruppen ud med et overskud på 32 mio. norske kr. før skat mod et overskud på 209 mio. kr. året før.
Et element i den nye norske tv-aftale er muligheden for at købe ’sæsonkort’ til kampene i tippeligaen for 795 kr. om året med mulighed for at vælge at se alle kampene i en spillerunde som pay-per-view. Ifølge TV 2 Gruppen solgte TV 2 Zebra omkring 18.000 sæsonkort til Tippeligaen i 2006.