Island redder Play the Game
Island. Foto: Wim Delen.
21.12.2006
Af Henrik H. BrandtEfter længere tids økonomisk usikkerhed om det økonomiske grundlag for Play the Game har den islandske ungdoms- og idrætsorganisation, UMFI, garanteret Play the Game et beløb på 1,5 mio. kr., hvilket rækker til at gennemføre den femte udgave af den ambitiøse og kritiske internationale konference for medier, forskere og idrætsledere om sportens rolle i samfundet i dagene 28. oktober – 1. november 2007. Læs mere på idan.dk
Play the Game-konferencen rykker altså udenlands, men selve sekretariatet med nyhedstjeneste og netværk for kritiske røster i international idræt forbliver som hidtil på Danmarks Journalisthøjskole i Århus.
Play the Games daglige aktiviteter er finansieret af Kulturministeriet, DGI, DIF, Team Danmark og Dansk Firmaidrætsforbund, der tilsammen støtter med 1,5 mio. kr. om året. Idrættens Fællesråd har desuden givet håndslag på at hjælpe det økonomisk trængte Play the Game med at få økonomien i balance igen. Før det islandske tilsagn forsøgte Play the Game forgæves at hente økonomisk bistand i Norge.
Vanskelig tid
”Andet halvår af 2007 har været en vanskelig tid, men med den internationale anerkendelse, vi har høstet gennem årene, og det åbenbare behov i international idræt for en platform for åben og saglig debat har jeg inderst inde haft svært ved at forestille mig, at Play the Game kunne lukke, men det er en stor lettelse, at tingene nu er faldet på plads,” siger sekretariatschef Jens Sejer Andersen.
Journalisten Jens Sejer Andersen er medlem af Idans bestyrelse, og Idan og Play the Game har i 2006 blandt andet samarbejdet om konferencen ’Den store nordiske spillekrig’ samt diverse uddannelsestilbud for professionelle journalister.
For islandske UMFI er værtskabet for Play the Game en kærkommen 100 års jubilæumsgave, som organisationen dog selv må lægge knap halvanden million danske kroner i:
“Det islandske samfund og islandsk idræt bygger på værdier som vi gerne vil dele med verden, og som passer fint med Play the Games målsætning om at fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i idrætten,” siger UMFI’s formand Björn B. Jónsson.
Del af en drøm
For Play the Game er den islandske gæstfrihed opfyldelsen af en drøm om at sende konferencen rundt til forskellige lande.
“Vi kunne ikke forestille os et bedre sted end Island at sætte sådan en rejse i gang. Ligesom idrætten selv forener Island det moderne, globaliserede liv med en dyb fornemmelse for historien og et fascinerende opbud af naturkræfter. Desuden er Island et af verdens mest korruptionsfri lande,” siger Jens Sejer Andersen.
NB! Forfatteren af denne artikel, Henrik H. Brandt, er medlem af Play the Games programkomité