Nordisk skatteparadis

18.12.2006

Af Henrik H. Brandt
Danmark og Norge udgør trods nogle af verdens højeste skattetryk et attraktivt ’skattely’  for udenlandske sportsfolk med høje indtægter.

Den danske debat om sportsfolks mulighed for at opnå betydelige skattelettelser på den såkaldte forskerordning, når de rejser til en dansk klub fra udlandet, har fået Socialdemokraternes idrætspolitiske ordfører, Troels Ravn, til at anmode skatteminister Kristian Jensen (V) om en redegørelse for danske sportsfolks og professionelle klubbers brug af ordningen.

Forskerordningen gør det muligt for udenlandske eller hjemvendte danske spillere at slippe med en bruttoskat på 25 pct., når visse krav til løn og kontraktperiode er opfyldt.

Artistskat lokker
Akkurat som i Danmark har også Norge en særlig ’artistskat’, der hjælper især fodboldklubber med at lokke arbejdskraft til fra udlandet. Den internationale spillerforening, FIFPro, har ligefrem udnævnt Norge til skatteparadis nummer ét for europæiske fodboldspillere.

Årsagen er en ordning, der tillader nyankomne spillere at slippe med 15 pct. i skat i det år, de ankommer til Norge, lige som klubberne ikke pålægges arbejdsgiverafgift. Fidusen ved den norske kunstnerskat er, at spillere på længerevarende kontrakter ofte modtager et såkaldt ’sign on fee’ som en del af kontrakten. Ved at vægte dette engangsbeløb højere end de efterfølgende sæsoners løn, kan spillerne nyde betydelige skattelettelser på en stor del af deres samlede kontaktindtægter.

Det norske skattevæsen gør i Aftenposten opmærksom på, at man følger udviklingen med høje ’sign on fees’ og lave lønninger.

Den norske kunstnerskat på 15 pct. pålægges eksempelvis store rockgrupper, der giver koncert i Norge. Udenlandske eller hjemvendende norske fodboldspillere kan nyde godt af ordningen, hvis de højst bor i Norge i 183 dage i indrejseåret.

Norsk fodboldboom 
Da norsk fodbold samtidig har oplevet store stigninger i tv-indtægter og et generelt økonomisk boom med eksempelvis en rekordstor sponsoraftale med Norsk Tipping, overhaler den norske liga den danske superliga i økonomisk kampkraft.

De 14 klubber i Norges Tippeliga budgetterer i 2007 for første gang med en samlet omsætning på over en mia. norske kr., nemlig 1,094 mia. kr. (1,002 mia. danske kr.), svarende til en stigning på 84 pct. i forhold til 2005. Som ’sædvanlig’ snupper spillerne hovedparten af de øgede indtægter, og klubberne budgetterer således kun med et samlet overskud på otte mio. kr. i 2007.

Læs mere

 
 
Læs på Skatteministeriets hjemmeside om ’forskerordningen’ for forskere og særlige nøglemedarbejdere.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.