Støtte til handicapidræt
01.12.2006
Af Ida HagemannIdrætsforeninger med projekter for børn og unge med handicap kan nu søge ’Puljen til idræt for børn og unge med handicap – idræt for vanskeligt stillede børn’, der administreres af Kulturministeriet og Socialministeriet i fællesskab.
Målet er at skabe bedre vilkår for børn og unge med handicap, så de på lige fod med andre børn og unge kan deltage i de mange idrætstilbud i foreningsregi.
”Idrætten giver identitet, selvværd, spænding, glæde og ikke mindst udfordringer, så man udvikler sig som menneske. For børn og unge med handicap er idrætten en vej til fællesskab, samvær og respekt,” begrunder kulturminister Brian Mikkelsen indsatsen i en pressemeddelelse.
Fem indsatsområder
Puljen sigter mod fem større indsatsområder:
- Netværk om idrætstilbud for børn og unge med handicap
- Inklusion af børn og unge med handicap i raskidrætsforeninger
- Idrætsspecifikke træningstilbud for unge med handicap
- Rekruttering af marginaliserede grupper af børn og unge med handicap
- Implementeringen af handicapidrætten i raskidrættens kurser for børn og unge – trænere
Midlerne til satsningen tages fra puljen ’Idræt for vanskeligt stillede børn’, der blandt andet støtter idrætstilbud for overvægtige børn, børn med anden etnisk herkomst end dansk, børn af mindrebemidlede forældre og anbragte børn.
Puljen ’Idræt for vanskeligt stillede børn’ løber fra 2005 – 2008 og er på i alt 40 mio. kr.