Kommissionen næste stop i spillekrig
15.11.2006
Af Henrik H. BrandtDet danske spillemonopol skal efter onsdagens klare juridiske sejr over den britiske spillegigant Ladbrokes ved Østre Landsret ud i næste slag i spillekrigen allerede om få uger, når EU-Kommissionen beslutter, om den vil gå videre med en traktatkrænkelsessag mod Danmark og en række andre EU-lande.
EU-parlamentarikeren Arlene McCarthy havde tirsdag på vegne af Parlamentets komité for det indre marked og forbrugerbeskyttelse trukket den ansvarlige EU-Kommissær for det indre marked, Charlie McCreevy, i salen i Parlamentets spørgetid for at få en status på Kommissionens aktuelle indsats.
Charlie McCreevy bekræftede i sit svar, at spil hører under EU-traktatens principper om fri udveksling af service og tjenesteydelser, og han afslørede, at Kommissionen efter møder med Danmark og seks andre medlemslande, som i april modtog en åbningsskrivelse fra Kommissionen, samt en granskning af landenes svar på åbningsskrivelsen, vil fremsætte sin vurdering af eventuelle næste skridt i sagerne inden for få uger.
Kommissionen drøfter spil
Det vil derefter være op til den samlede Kommission at vurdere, om man skal gå videre i proceduren og fremsende såkaldte ’begrundede udtalelser’ – sidste skridt før en egentlig sag ved EF-Domstolen - til de berørte medlemslande.
Charlie McCreevy betegnede mulighederne for europæisk enighed om regulering af spillemarkedet som yderst begrænsede, fordi landene og partierne har enorme meningsforskelle i synet på spil. Nogle menneske anser spil for at være en værre svøbe end alkohol og tobak – andre ser det som et respektabelt erhverv. På den baggrund hælder McCreevy mest til fortsat at lade det være op til domstolene at vurdere om det enkelte lands lovgivning er konvertibel med EU-retten, men samtidig lagde McCreevy ikke skjul på sit personlige synspunkt:
Kritik af hykleri
“Hvis medlemslande, deres regeringer og lovgivende forsamlinger ønsker meget restriktive love mod gambling, kan de indføre sådanne love på basis af hensynet til den offentlige orden... Men de kan ikke bruge millioner og atter millioner på at reklamere for spilleydelser fra deres egne nationale, statsligt ejede operatører og udelukke alle andre. Hvis medlemslande føler – og nogle medlemmer af Parlamentet deler klart dette synspunkt - at gambling er en større svøbe end alkohol- og tobaksafhængighed og andre former for afhængighed, så burde de forbyde det for alle og ikke tillade gambling i deres stat. Det er en klar mulighed og ingen ville klage, hvis det skete. Kommissionen ville intet foretage sig og ingen ville bekymre sig om det overhovedet. Men det er en smule hyklerisk, når medlemslande tillader, at millioner anvendes på at fremme gambling, når de samtidig ikke vil lade andre deltage i ’spillet’,” sagde Charlie McCreevy i EU-Parlamentet.
Kommissionen har indledt traktatkrænkelsesprocedurer mod i alt ni medlemslande på grundlag af en række klager over monopolerne fra private spiludbydere.
Tirsdag understregede McCreevy samtidig, at EU-Kommissionen ikke arbejder for en liberalisering af spillemarkedet. Man anerkender, at de enkelte medlemslande er berettigede til at begrænse spil.
Kommissionens opgave er udelukkende at overvåge, at medlemslandenes forholdsregler er ’nødvendige, proportionale og ikke-diskriminerende’, lige som forholdsreglerne skal anvendes på en systematisk og sammenhængende måde over for alle operatører.
Spillerne er fortsat utro
I princippet har det danske spillemonopol med sejren ved Østre Landsret netop bestået en sådan test i forhold til den eksisterende EU-lovgivning. Meget tyder altså på, at det danske spillemonopol kan fortsætte uantastet i forhold til EU-juraen.
Tilbage står så den grundlæggende problemstilling for monopolet – at spillerne fortsat i stort tal er ’utro’ mod de nationale monopoler. Mange spillere vælger at benytte udenlandske spiludbydere via internettet – især på sportsspil og kasinoområdet. Den danske stat har trods sejren ved Østre Landsret ikke fået bugt med ulovlig annoncering i danske medier og tiltagende spil i ’gråzonen’ på internettet.
Læs mere
Læs spørgsmålene fra EU-Parlamentets spørgetid den 14. november 2006 til kommissær Charlie McCreevy fra EU-parlamentarikeren Arlene McCarthy på vegne af komitéen for det indre marked og forbrugerbeskyttelse her.
Læs EU-Kommissær Charlie McCreevys svar til EU-parlamentet og udskrift af debatten om spil i Parlamentets spørgetid den 14. november her.
Se idan.dk's artikel om Østre Landsrets dom i sagen Ladbrokes mod den danske stat her.
Se oplæg og baggrund fra konferencen ’Den store nordiske spillekrig’ den 3. oktober 2006 her’
Læs den seneste udgave, november 2006, af ’Journal of Gambling Issues’ med fokus på spillemarkederne samt bekæmpelse af ludomani i de nordiske lande her.
Læs forskningsartikel af Jenny Cisneros Örnberg om de nordiske spillemarkeder fra 'Journal of Gambling Issues, november 2006' her.