Fodboldblad giver op
01.11.2006
Af Henrik H. BrandtFodboldmagasinet Forza ophører med at udkomme på papir, fordi der ikke længere er økonomi i at udgive ugebladet med et oplag på ca. 8000 eksemplarer.
Direktør Ulrik Krag fra udgiveren Ncom opgiver til dagbladet Børsen baggrunden for beslutningen som et drastisk fald i de spilleannoncer, der hidtil har udgjort en væsentlig del af bladets økonomiske grundlag. Ifølge Ulrik Krag er omsætningen på annoncer i de seneste tre måneder dalet 30 pct.
Nedgangen er interessant, fordi det varsler en opbremsning i det massive annoncepres fra udenlandske spilleselskaber, der er kommet i økonomisk modvind i de senere måneder på grund af blandt andet restriktive indgreb mod online-gambling i USA.
Fodboldmagasinet Forza udkommer for sidste gang den 24. november. Online-delen af bladet fortsætter, og her er der fortsat masser af ulovlige annoncer for udenlandske spilleselskaber.