Spilleindustrien skal statstyres
15.10.2006
Af Ida HagemannSammenslutningen af de europæiske statsautoriserede lotterier fremhæver i en rapport foretaget af London Economics de negative konsekvenser ved liberalisering af det europæiske spillemarked.
Rapporten ’The case for State Lotteries. A report for the European Lotteries and Toto Association’ belyser fordelen ved statslig kontrol af gambling. I følge rapporten medfører statskontrol både en øget sikkerhed omkring økonomi og begrænser samtidig sociale omkostninger ved gambling.
Rapporten fremhæver, at en liberalisering af den europæiske spilleindustri vil betyde et øget antal ludomaner og en stigning i kriminaliteten inden for spilleindustrien.
Statsmonopol gavner samfundet
Et af rapportens centrale budskaber er, at statsmonopolet gavner flere altruistiske formål. Især undervisning, forskning og idræt og kultur er højt prioriteret over de formål, som spilleindustrien er med til at støtte under en statslig styring.
I rapporten pointeres det, at samme formål ikke vil drage økonomiske fordele af spilleindustrien, hvis markedet liberaliseres.
Samtidig sætter rapporten fokus på de økonomiske fordele og udgifter, samt på hvor meget den europæiske spilleindustri tjener på dens spillere. I 2004 var det totale forbrug af gambling på 290 milliarder euro i Europa.