Tv-portræt: Jagten på spænding

For 15 år siden var håndbold i samme båd som alle andre idrætsgrene, der følte sig overset med fodboldens totale dominans på tv. Men pludselig fik håndboldkvinderne succes, og kort derefter manglede public service-kanalerne et nyt sportsslagskib efter afhændelsen af superligarettighederne til MTG (TV3). Håndbold blev udviklet fra bunden som den nye store tv-sportsgren, og i dag ser danskerne langt mere dansk klubhåndbold end klubfodbold:

Økonomisk vækst
Håndboldverdenen er naturligvis glade for tv’s stigende eksponering af sporten gennem årene. Det har medført, at interessen for håndbold er steget til et niveau, der nærmer sig fodbold, og det har ikke mindst givet håndbold et sponsorgrundlag, som ingen anden idrætsgren har i Danmark. Den økonomiske vækst og en deraf følgende professionalisering, ser Divisionsforeningens formand Arne Buch i et kvalitativt interview med Idan som helt væsentlige afledninger af tv-eksponeringen:

”Det, at der er blevet mediefokus på håndbold, er det, der har været den helt afgørende faktor i forhold til, at dansk håndbold er blevet professionaliseret.”

Håndbold har dermed de seneste år haft et solidt forretningsgrundlag, som dog i første omgang primært har ført til større spillerlønninger. Arne Buch ræsonnerer sig frem til den økonomiske effekt af tv-eksponeringen således:

”Det er ikke klubberne, der er blevet rige. Det er klubberne, der er blevet større – det er blevet kanaliseret over til nogle lønninger. Håndbold er totalt set gavnet, men hvis det handler om formuegenerering, så er det hverken sket i forbundet eller klubberne.”

Survival of the fittest 
Idans analyser viser, at dansk tv-sport siden 1993 har været et polariseret fænomen, hvor håndbold og fodbold har løbet med en høj grad af eksponeringen. Polariseringen forgrener sig imidlertid også ned til de to store tv-sportsgrene, hvor klubberne langt fra får det samme antal timer på skærmen – og dermed de samme økonomiske vilkår til at udvikle klubben. Et markant eksempel er kvindernes bedste række, hvor fordelingen af tv-tid har set sådan ud gennem årene:

Det er naturligvis ikke optimalt for de ”øvrige” at måtte nøjes med ca. ¼ af eksponeringen, mens fem klubber løber med det meste. Det er der tilsyneladende bare ikke rigtig noget at gøre ved det:

”Det bliver survival of the fittest, og dem, der er der, bliver ved med at være der. Så hvis man kunne ønske noget, så skulle det nok være sådan en mere social-liberal model, hvor der var en sikkerhed for de mindre klubber også. Men det strider imod det, der handler om at løfte håndboldproduktet som helhed,” mener Arne Buch.

Dermed strander den der, og de store klubber vil med al sandsynlighed også være dominerende fremover. Problemet er imidlertid stadig, at spændingen i mange kampe forsvinder, når de bedste er langt bedre end de dårligste – dermed er der en evig balance for tv og for håndbold i at sende de attraktive kampe sideløbende med at fordele eksponeringen fornuftigt for at bevare spændingen. Ellers mister håndboldproduktet værdi.

Konstant produktudvikling 
Arne Buch ser det som helt afgørende, at håndbolden vedvarende produktudvikler i samarbejde med tv og samtidig selv udvikler sig til at være gearet til at modtage de mange timers eksponering. Gearingen skal blandt andet ske gennem den strukturreform, som Dansk Håndbold Forbund netop har vedtaget på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde. Produktudviklingen skal i nær fremtid ske ved indførelsen af et håndboldmagasin, hvor tv kommer tæt på spillerne, så identifikationen med den enkelte spiller øges hos seerne – dermed skulle det give et løft til spændingen, når seerne sidder foran skærmen.

Idan offentliggør til oktober en samlet, detaljeret rapport om dansk idræt på tv siden 1993 med særligt fokus på 11 udvalgte idrætsgrene. Heri kan man blandt meget andet læse mere om håndboldens omdiskuterede tv-aftale med TV 2 og om, hvordan kvindehåndbold har fået langt mere ud af eksponeringsboomet end herrehåndbold.