Medlemsflugt fra gymnastikforbund

01.09.2006

Af Søren Bang
Golf er nu den næststørste idrætsgren under DIF, viser forbundets medlemstal for 2006. Et nyt forsikringskontingent koster gymnastikforbundet knap 21.000 medlemmer.

Det seneste år har været usædvanligt skidt for Danmarks Gymnastik Forbund, som har mistet mere end hvert syvende medlem.

Det viser de seneste medlemstal for Danmarks Idræts-Forbund, som forbundsbladet Idrætsliv og www.dif.dk netop har offentliggjort.

Ifølge gymnastikforbundet skyldes tilbagegangen på 20.920 medlemmer, at forbundet har mistet 53 foreninger siden sidste år.

Udmeldelserne kommer, efter at forbundet har følt sig tvunget til at udskrive et medlemsafhængigt kontingent, der skal dække udgifterne til idrættens kollektive arbejdsskadeforsikringer. Mange klubber derfor valgt kun at være medlem af DGI, der ikke opkræver forsikringsudgifterne hos foreningerne.

I modsætning til DGI betaler DIF-centralt kun 30 procent af forsikringspræmien, mens resten finansieres af specialforbundet. Det rammer gymnastikforbundet særlig hårdt, da der har været så store forsikringsudbetalinger i gymnastik. Samtidig står DGI traditionelt stærkt inden for gymnastikken.

DIF mister unge medlemmer 
Den store tilbagegang afspejler sig i DIF's samlede medlemstal, som er faldet med knap 32.000 til 1.632.687.

Det er andet år i træk, at forbundet oplever en mindre medlemstilbagegang, og det samlede medlemstal er nu nede på 2001-niveau.

Mens antallet af medlemmer blandt børn og unge under 18 år vokser støt, ser det især skidt ud blandt de 18-25-årige med en tilbagegang på over 22.000 medlemmer. Siden 1993 er medlemstallet i denne aldersgruppe faldet fra 264.243 til 137.306.

Golf sætter sig på andenpladsen 
Årets største vinder er endnu engang Dansk Golf Union, som i år når op på 133.314 medlemmer – en fremgang på knap 4.500 i forhold til sidste år.

Dermed er golfsporten nu den næststørste idrætsgren under DIF kun overgået af DBU. På blot ti år har unionen fordoblet sit medlemstal.

Til gengæld afslører tallene, at den fremstormende sport stadig fylder relativt lidt blandt børnene. Blot 4.506 børn under 13 år spiller golf. Her er fodbold den absolutte kæmpe i dansk idræt med 120.925 børn under 13 år i rækkerne.

Den detaljerede aldersinddeling er indført fra i år, og det er derfor ikke muligt at sammenligne med tidligere år.

 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.