FIFA-leder går efter billetskandale

01.09.2006

Af Søren Bang
Ismail Bhamjee fra Botswana, der blev afsløret i at sælge billetter på det sorte marked under VM i fodbold, har trukket sig fra FIFA’s bestyrelse.

12 sorte billetter solgt til overpris på en indisk restaurant under sommerens fodbold-VM har nu sat et endeligt punktum for Ismail Bhamjees karriere i international fodbold. Det afrikanske fodboldforbunds medlem af FIFA bestyrelse har trukket sig fra fodboldens mest magtfulde organ.

Ifølge nyhedsbrevet Football Insider, som citerer en FIFA-kilde, var det Ismail Bhamjee, som selv tog beslutningen om at træde tilbage. Men hans dage i FIFA var under alle omstændingheder talte. 

Nigerianeren Amos Adamu, som erstatter Ismail Bhamjee i bestyrelsen, vandt allerede i januar en afstemning om at blive det afrikanske fodboldforbunds næste repræsentant i FIFA’s bestyrelse, efter at Ismail Bhamjee havde mistet opbakning i store dele af Afrika. Amos Adamu skulle efter planen være indtrådt i FIFA's top efter nytår.

Billetter solgt under bordet 
FIFA har længe været under anklage for at holde hånden over korrupte medlemmer i toppen af ’fodboldfamilien’.

Men FIFA kunne ikke gøre andet end at sende det 63-årige bestyrelsesmedlem hjem, da den engelske avis Mail on Sunday afslørede, at Ismail Bhamjee havde solgt 12 af sine personlige billetter til opgøret mellem England og Trinidad & Tobago stik imod FIFA’s regler.

Desuden tilbød han Mail on Sundays reporter, der udgav sig for at være engelsk fodboldfan, billetter til kampen mellem England og Sverige til en pris på knap 8.000 kroner.

Medlemmer af FIFA’s bestyrelse tager sig ellers godt betalt i forvejen. Ismail Bhamjee modtog årligt et vederlag på cirka 600.000 kroner plus de løse diæter.

 

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.