Faresignaler for olympisk tv

07.08.2006

Af Henrik H. Brandt
En række tv-stationers utilfredshed med ændringer i tidsskemaet ved OL i Beijing af hensyn til USA's tv-marked, kan påvirke fremtidens olympiske tv-aftaler.

De olympiske leges magiske tiltrækningskraft på alverdens tv-stationer tager nogle alvorlige stød i disse uger, mens en række tv-stationer verden over udtrykker raseri over nogle tilsyneladende drastiske ændringer i tidsskemaet for OL i Beijing.

Selv om den internationale olympiske komité (IOC) og de kinesiske OL-værter officielt først informerer om tidsskemaet for OL i Beijing på et møde for tv-stationerne i Beijing på onsdag den 9. august, anser en række tv-stationer det allerede for givet, at IOC uden at konsultere andre tv-partnere har flyttet en række vigtige afgørelser i svømning, atletik, udspring, gymnastik og selve åbningsceremonien til de tidlige formiddagstimer lokal tid for at gøre det muligt for den amerikanske tv-station NBC at sende de største olympiske begivenheder i den bedste sendetid. NBC havde vanskeligt ved at hive sine enorme investeringer hjem ved det netop overståede OL i Torino.

Principiel debat 
Ændringerne i tidsskemaet i Beijing betyder så omvendt, at publikum og tv-stationer i den asiatiske tidszone og til dels Europa får et ringere produkt end forventet, da de købte rettighederne. Det er her – i de principielle diskussioner om, hvor langt man kan gå for at tilgodese tv-stationer i andre tidszoner end værtsbyens – at faren lurer for IOC på længere sigt.

Ifølge branchebladet Tv Sports Markets har et japansk konglomerat af den nationale tv-station, NHK, og frem private sendere allerede meldt klart ud, at dette bare var den lejlighed, man ventede på for at slippe for at sende det sædvanlige tæppebombardement fra vinter-OL i Vancouver i 2010. Tilmed mangler japanerne endnu at købe OL-rettigheder for årene 2010-2012.

Bag konflikten ligger den kendsgerning, at mange af de olympiske idrætsgrene ikke har den store interesse rundt omkring. Hvis OL først mister sin magi, og stationerne begynder at plukke i rettighederne, kan det få drastiske følger på længere sigt for mange af de idrætsgrene og forbund, der i dag næsten udelukkende lever af midler, som genereres via olympiske tv-rettigheder.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.