Byggeboom i Sverige

27.07.2006

Af Henrik H. Brandt
Malmö ser ud til at overhale København med indvielse af et splinternyt fodboldstadion ved det gamle Malmö Stadion samt en kæmpearena i bydelen Hyllievång inden 2009. Svensk byggeboom af sportsarenaer overgår det danske.

Selv om der siden 2000 ifølge Idans opgørelser er investeret 1,7 mia. primært offentlige kroner i nye opvisningsanlæg til fodbold og halidrætter herhjemme, går udviklingen endnu hurtigere i nabolandet Sverige.

Svenske eliteserieklubber i ishockey i den senere tid fået nye anlæg for over en mia. kroner. Samtidig er fodboldforbundet langt med planer om et nyt nationalstadion til afløsning for det gamle Råsunda til omkring 1,6 mia. kr., lige som Københavns drømme om at blive hovedstad for store idrætsarrangementer får alvorlig konkurrence fra Malmö, hvor et nyt fodboldstadion ventes klart i 2009 og en ny kæmpearena til ishockey, sport, koncerter og kongresser forventes i brug allerede i 2008.

Hvor hovedparten af hal- og stadionbyggerierne i Danmark er offentligt finansierede, er svenskerne er gode til at supplere de offentlige investeringer i nye anlæg med et langt mere veludbygget privat engagement i finansiering og drift af de nye arenaer. Blandt andet er navnesponsorater og udlejning af VIP-loger og kommercielle lokaler mere udviklet i de nye svenske sportstempler.

Fodboldstadion i Malmö 
Malmø Kommune har bevilget 100 mio. kr. i rente- og afdragsfrit lån til det nye fodboldstadion i Malmö på stadionområdet, hvor det gamle Malmö Stadion samtidig bygges om til ren atletikarena i international klasse. Men interessant nok er det samlede budget for det nye fodboldstadion på næsten 400 mio. kr. Malmö FF har allieret sig med sportmarketingfirmaet IMG, der i bogstaveligste forstand har overtaget markedsføringen af den skånske fodboldstolthed. Aftonbladet afslørede i ugens løb, at man forhandler med den tyske energigigant E.ON om et navnesponsorat over ti år i størrelsesordenen omkring 80 mio. kr., der i givet fald vil indgå som en del af finansieringen af stadion.

Multiarena i Malmö 
På arenasiden har den kontroversielle byggematador og formand for Malmö Redhawks, Percy Nilsson, efter mange op- og nedture siden lanceringen af de første planer i 1997 nu fået enderne til at mødes med Malmö Kommune, således, at en gigantisk arena forventes klar som led i udvikling af bydelen Hyllievång allerede i 2008. Arenaen til en samlet pris af omkring 600 mio. kr. får en kapacitet på 12.000 til ishockey og sport og15.000 til koncerter. Arenaen vil blandt andet indeholde 70 VIP-loger, der typisk vil finansiere en stor del af driften. Byggeriet indledes efter planen til september, og Malmö har dermed lagt sig klart i førersædet i forhold til de hyppigt omtalte planer om multiarenaer i Høje Taastrup eller ved Bella Center i København.

Nationalstadion i Stockholm 
I Stockholm forventer fodboldforbundet i 2011 at rykke ind på et nyt Råsunda Stadion i bydelen Solna. Igen er der tale om et prestigeprojekt med ca. 57.000 tilskuerpladser, faciliteter til koncerter, kongresser, restaurationer og hotel. Der bliver tale om en opvarmet arena med skydetag og sandsynligvis kunstgræs, og arenaen bliver sandsynligvis daglig hjemmebane for fodboldklubben AIK. Et andet stadion til klubben Hammerby med plads til 25.000 tilskuere er sandsynligvis på vej i arealet ved Globen i selve Stockholm by.

I Göteborg, som i næste uge forventer over 300.000 tilskuere til EM i atletik på Nya Ullevi, står også Gamle Ullevi foran en ombygning til et moderne fodboldstadion med plads til 17.000 tilskuere.

Ishockey ekspanderer
På arenasiden har Sverige fordel af, at ishockeysporten genererer større kommercielt medspil og flere tilskuere end Danmarks førende vinteridræt, håndbold. Stort set alle provinshold i eliteserien er efterhånden rykket ind i moderniserede eller helt nye multianvendelige arenaer med 6000-8000 tilskuerpladser.

Mest omtalt i de senere år har været Löfbergs Lila Arena (navnesponsoren er et kaffemærke) i Karlstad i Värmland, hvor de eksklusive saloner og 39 loger i arenaen med plads til små 9000 tilskuere alle er udlejede på langtidsaftaler. Arenaen er hjemmebane for eliteserieklubben Färjestad, men har i 2005 også huset store koncerter med navne som Elton John, Bob Dylan, Rod Steward samt Davis Cup i tennis. Den årlige omsætning er på ca. 100 mio. kr.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.