Tv-portræt: Batman Forever?
01.07.2006
Af Martin HedalMaze og hans kumpaner har for alvor sat batmobilen i gear herhjemme, men selv en superhelts bil kræver konstant påfyldning af brændstof. I dette 10. portræt af tv-dækningen af idrætsgrene i Danmark går vi tæt på bordtennis, men tager også et kig på, hvad mindre idrætsgrene kan gøre i et polariseret mediebillede i fremtiden.
Bordtennissporten er speciel, da den som en af ganske få idrætsgrene har oplevet et comeback til de danske tv-stuer. I 1980’ernes monopoltider sendte DR jævnligt bordtennis. Siden gik det ned ad bakke, men med den sportslige succes de seneste par år ved OL, EM og VM har bordtennis igen fundet vej til skærmen.
Vækst på over 800 pct.
Bordtennis’ status som lille tv-sportsgren kan aflæses af, at idrætsgrenen blot har stået for 0,2% af sportstransmissionerne på de største sportstransmitterende kanaler i Danmark siden 1993. I 2005 vendte billedet dog som nævnt med EM i Århus, hvor Danmark jo meget overraskende gik hen og vandt holdfinalen. Det betød for bordtennis en eksponeringsvækst på over 400% og en vækst i seernes forbrug på mere end 800% i forhold til året før.
Succesen gav også en pæn vækst i nyhedsindslag om bordtennis til over det dobbelte af 2004-niveauet. Den vækst har fundet sted på både DR1 og TV 2, men generelt er det den gamle bordtennisbastion DR, der sender flest indslag om bordtennis. Siden 1993 har DR’s sportsnyheder sendt ca. fire timers indslag om bordtennis, mens TV 2 har holdt det på mere beskedne halvanden time. Forskellen på de to public service-stationers dækning af bordtennis illustreres her:
Produkt- og klubudvikling
Det er ikke nok at række armene i vejret og glæde sig over en øget interesse, gode internationale resultater og en medlemsfremgang i klubberne. Succesen skal udnyttes til udvikling af bordtennissporten på flere områder, fortæller presse- og informationschef i Dansk BordTennis Union (DBTU), Arne Madsen, i et kvalitativt interview med Idan:
”Vi skal være bedre til at produktudvikle. Vi arbejder med at lave en model for den bedste liga, som bliver mere kontinuerlig, hvor der skal sættes ind med et større pr-arbejde, bedre mediedækning og større tilskuerappeal. Rent faktisk er en del af kampene i elitedivisionen seværdige, men det gælder jo om at få folk ind i hallerne og give dem en ordentlig oplevelse.”
Samtidig vil DBTU forsøge at følge med tiden og udvikle bordtennisklubberne, så man kan mindske et stort frafald af medlemmer, som idrætsgrenen før har været ude for:
”Vi er i gang med nogle klubudviklingsprojekter, der vil gøre livet nemmere for klubberne. Vi havde i 70’erne et unikt turneringstilbud til alle uanset styrke. Det gav en stor tilgang. I dag vil de unge måske noget andet, og vi skal tilpasse vores aktiviteter til en anden tid,” fortæller Arne Madsen.
Net-tv på vej
Arne Madsen er tidligere formand for Idrættens Medieudvalg, der er Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmarks fælles organ til forhandling af tv-rettigheder. Her har man i længere tid overvejet mulighederne for idrætten på nettet. DK4 og Viasat Sport har de senere år dækket mindre idrætsgrene i større og større omfang, men der bør også ifølge medieudvalget være mulighed for at opnå en bred dækning via internettet:
”Der er store muligheder i den nye teknologi. Det varer ikke mange år, før hver idræt i princippet kunne have sit eget net-tv. Produktionsomkostningerne bliver mindre og mindre, og det er ikke urealistisk, at der for nogle kan være rimelige økonomiske potentialer. I første omgang forestiller jeg mig, at DIF opretter net-tv med muligheder for specialforbund. På sigt kunne jeg da også forestille mig interessante begivenheder med stort økonomisk potentiale. Net-tv er jo globalt og vil kunne ses i hele verden, og betalings-net-tv har et stort potentiale,” spår Arne Madsen.
For bordtennissporten specifikt ser Arne Madsen fine potentialer i dækning via net-tv, da det suverænt største marked for bordtennis findes i Asien. Michael Maze er et stort navn i Kina, og nettet kunne være en oplagt måde at nå Kina og det øvrige Asien på.
Professionelt benarbejde og kreative tanker
Arne Madsen glæder sig over, hvordan flere og flere specialforbund får øjnene op for vigtigheden af at have en velfungerende kommunikation internt og eksternt:
”Der er sket en markant professionalisering af arbejdet. På et af de senere møder mellem medieudvalg og specialforbund var der 26 professionelle mediearbejdere fra forbundene. Det var helt uhørt for bare få år siden. Der satses altså meget mere i specialforbundene på pr og medier.”
Når det så er sagt, ser han meget nødig, at de mange professionelle kommunikationsfolk har så travlt med hverdagens sysler, at de glemmer at tænke de kreative tanker en gang i mellem:
”Jeg tror, at mange er dybt begravet i daglige problemer og har måske svært ved at tænke sig ud i de store visioner, som så også skal have den folkelige opbakning i organisationen”
Der skal således ifølge Arne Madsen også være tid til at tænke stort i forbundene, når de nu har fået ansat kommunikationsfolkene til det. På tv-området mener han, at kreativiteten også bør komme fra tv-stationerne, der sammen med idrætten skal udnytte det potentiale, der ligger i mange idrætsgrene. Det kræver bare til stadighed produktudvikling og en konstant finger på pulsen. Så skulle der være basis for mange flere spændende film med Batman og co.