Fitness-sektoren organiserer sig
01.06.2006
Af Kasper Lund KirkegaardFitness-sektoren i Danmark er langt fra lige så udviklet, som mange af de lande, vi typisk sammenligner os med – eksempelvis Norge, hvor fitness-sektoren haft en brancheorganisation i mange år. Den danske fitness-sektor har hidtil ikke evnet at optræde som en samlet aktør, hvor fitness-sektoren ellers havde åbenlyse fælles interesse i at stå sammen.
Et eksempel på dette kunne være de kritiske historier, der i vinterens løb fandt vej til både forbrugerombudsmanden og medierne med negative historier om medlemmers muligheder for at gøre sig fri af deres fitnessabonnement, uden at fitnesskæderne formåede at imødegå kritikken effektivt.
Dette forsøger en mindre gruppe aktører fra den danske fitnessverden nu at råde bod på med lanceringen af uafhængig brancheorganisation for de danske fitness- og velværecentre under navnet ’Dansk Fitness & Helse Organisation’ (DFHO). Der bliver i første omgang tale om en nonprofit organisation, som i realiteten er en privat interesseorganisation, som skal bruges til at udvikle markedet for fitness- og velværecentre og medvirke til en generel professionalisering af den danske fitness-sektor. Hvis den nye brancheorganisaering bliver en succes, vil fitness-sektoren formentlig i stigende grad markere sig som en idrætspolitisk aktør herhjemme på linje med de store idrætsorganisationer.
Store udfordringer
De første udfordringer for den kommende brancheorganisering bliver blandt andet at bygge bro til sundhedssektoren for at synliggøre mulighederne for at bruge fitness- og velværecentre som samarbejdspartnere til at løfte lokale sundhedspolitiske opgaver. Dette ligger i god forlængelse af kommunalreformen, hvor de nye kommuner overtager de forebyggende sundhedsopgaver fra amterne.
Brancheorganisationen vil også være udgangspunktet for at arbejde for flere statsgodkendte uddannelser, som er målrettet den voksende fitness- og velværesektor samt arbejde for at fitnesscentre i lighed med idrætsforeningerne opnår de samme fordelagtige skatte- og afgiftslempelser.
Samtidig vil organisationen på længere sigt kunne arbejde for, at fitness-sektoren bliver mere gennemskuelig for omverdenen, og at medlemmerne får en række netværk og værktøjer til at håndtere det gradvist mere konkurrenceprægede fitnessmarked i Danmark.