Tv-portræt: Tv skal give golf et bedre image
15.04.2006
Af Martin HedalGolf på tv er et moderne fænomen, som har været i stærk vækst siden 1993 rent kvantitativt. I de senere år har Viasat Sport 1 satset hårdt på golfsporten, og golfelskere har her dagligt kunnet nyde de internationale turneringer. I Idans analyser af DR1, DR2, TV 2, TV 2 Zulu, TV3, 3+ og Kanal 5’s sportsdækning er Viasat også stærkt repræsenteret med 133 transmissioner på 3+ siden 2001, mens TV 2 har vist 21 transmissioner og TV 2 Zulu 44.
Seertallene på 3+-transmissionerne er imidlertid ikke høje med 30.000 seere i snit, og Dansk Golf Unions generalsekretær Karsten Thuen så gerne, at TV 2 gik mere ind i golfsporten – ikke mindst de hjemlige golfturneringer, som generelt er sparsomt dækket. Men det kræver en helhjertet satsning – også økonomisk:
”Det er så dyrt at fotografere. Og så er der i Europa med sikkerhed ikke 20 fotografer, der kan fotografere rigtig god golf. Men det er lidt synd, for man tror, alt skal fotograferes, som var det en Europa Tour – og det skal alt jo ikke,” siger Karsten Thuen i et kvalitativt interview med Idan.
Jagten på det forbedrede image
I det samlede tv-sportsbillede har golf de senere år fået mere og mere eksponering, men seernes samlede forbrug af golf udgør blot en enkelt procent af alle sportstransmissioner. I DR1 og TV 2’s sportsnyheder er golf repræsenteret i 2% af sendetiden, og det overrasker ikke Karsten Thuen:
”Vi er jo ikke Verdens svar på hvad som helst. Vi er et tilbud blandt utroligt mange andre – og vi har vel fået en relativt pæn dækning.”
I alt har der siden 1993 været vist 32 timers golfindslag (primært nyhedsindslag på DR1 og TV 2), der har trukket 10 millioner timers sening. De tilsvarende tal er for transmissionerne 636 timers eksponering og 24 millioner seertimer. De timer skal i Karsten Thuens øjne fremover være med til at give golf et langt bedre image:
”Vi løber stadigvæk rundt med et eftermæle, der består i ternede bukser fra Skotland og fjendtlige klubber, der ikke vil have juniorer inden for deres døre, og en konservatisme, som man bare kan tage ud til Smørum og konstatere, at den eksisterer ikke i golf i dag.”
Han vil have myterne manet i jorden, og det skal blandt andet meget gerne give et løft til juniorgolfen. Det vil tv-eksponeringen ifølge generalsekretæren kunne hjælpe et godt stykke på vej. Og der er noget at arbejde med. Over halvdelen af befolkningen har et mere negativt end positivt indtryk af golfsporten:
Hvilket totalindtryk har du af golf? (danskere over 15 år) |
|
1: Meget negativt – 2 – 3 – 4 – 5 – 6: Meget positivt |
|
1-3: |
52% |
4-6: |
27% |
Ved ikke/ubesvaret: |
21% |
Kilde: MMI Sponsorbarometer Danmark 2005
Det kræver en målrette indsats
I et forsøg på at forklare, hvorfor udviklingen inden for golf på tv ikke er gået stærkere, ser Karsten Thuen først og fremmest indad:
”Det er meget vores egen skyld. Vi har ikke altid haft fokus på det. Det er først de sidste par år, vi er blevet opmærksomme på, at der er intet, der kommer af sig selv – bortset fra lommeuld.”
Dansk Golf Union vil med en professionel tilgang til kommunikation og en strategi, hvor blandt andet ny medieteknologi er indarbejdet, forsøge gennem tv og andre platforme at skabe et positivt billede i befolkningen af en idræt, som har haft positiv medlemsvækst i 30 år, men som ikke helt har fået fat i den brede befolkning – heller ikke på tv-skærmen:
”Det kommer jo til at hænge utroligt på os selv, om vi evner at bruge vores egen udvikling til også at skabe en udvikling på tv-siden. Og det er jo det, vi skal være kvalificerede til. Vi får det ikke forærende. Men vi har noget at sælge, så vi er tudetossede, hvis vi ikke får det gjort,” slutter Karsten Thuen.