Fodbolden rådslår sig med fans og klubber
01.03.2006
Af Søren BangHvordan kan fodbolden fremme social integration og sund levevis? Hvordan beskytter man sporten mod svindel og korruption? Og hvordan kan klubber og fodboldforbund bedst muligt regulere de store økonomiske interesser?
Det er nogle af spørgsmål, som en uafhængig kulegravning af europæisk fodbold skal give svar på frem mod slutningen af maj i år.
Bag initiativet står EU og UEFA, som har fået den tidligere portugisiske viceministerpræsident José Luís Arnaut til at lede arbejdet.
Han vil udover formelle høringer og samtaler med nogle af fodboldens nøgleaktører også benytte input fra almindelige fans, klubber og andre med interesse i fodboldens udvikling.
Målet er både at tegne et billede af fodboldens store udfordringer og komme med konkrete løsningsforslag til EU, medlemsstaterne og fodboldens egne organer.
Deadline for den offentlige høring er den 13. marts (se hjemmesiden forneden).
Engelsk forslag
Det var den engelske sportsminister, Richard Caborn, der som formand for EU’s ministerråd oprindeligt kom med forslaget om en udredning af fodboldens forhold.
Baggrunden var en vifte af problemer og udfordringer, som europæisk fodbold står foran på både nationalt og internationalt niveau.
Det gælder bl.a. sager om korruption og manipulation af kampresultater, problemer med spilleragenter, stigende lønudgifter og problematisk klubledelse, herunder risikoen for mindre sportslige konkurrence på grund af massive udenlandske investeringer i klubber.