Mobiltelefoner skaber nye indtægter
01.03.2006
Af Henrik H. BrandtMobiltelefoni er på vej til at blive en væsentlig indtægtskilde for fodboldklubberne i Europas store ligaer.
Hvor priserne på tv-rettighederne har været på himmelflugt siden begyndelsen af 1990’erne, begynder konkurrencen om attraktivt indhold til den nye mobilteknologi, som tillader transmission af fotos og levende billeder, for alvor at slå igennem. Traditionelle tv-rettigheder til topfodbold er dog fortsat langt dyrere.
Eksempelvis har den franske fodboldliga netop indgået en aftale for sæsonerne 2006-2007 og 2007-2008 med teleselskabet Orange, der betaler 29 millioner euro pr. sæson for retten til at vise klip og højdepunkter fra kampene i den franske 1. og 2. division. Til sammenligning tjener klubberne i den engelske Premier League 19 millioner euro pr. sæson for en tre-årig aftale, der siden 2004-2005 har givet teleselskaberne 3 og Vodafone mulighederne for at vise fodboldklip på mobilen.
Herhjemme viser 3 også klip fra superligakampene, og det er ganske klart, at selskaberne bruger fodbold som rambuk til at få udbredt 3G-mobilteknologien til kunderne. Endnu har rettighederne i sig selv svært ved at generere en omsætning, der svarer til teleselskabernes omkostninger til rettigheder og teknik.
Kamp om rettigheder i Italien
Mest massiv har kampen om rettighederne været i Italien, hvor klubberne sælger deres rettigheder individuelt, og hvor eksempelvis Juventus, Milan og Inter hver især tjener otte mio. euro pr. sæson for at sælge mobilrettighederne til teleselskabet 3.
Italienske klubbers aftaler indbringer sammenlagt 52 millioner euro pr. sæson, men med enorme forskelle mellem de store og de små klubber i serie A og serie B.
I Tyskland tjener klubberne i 2. Bundesliga for tiden 10 millioner euro pr. sæson på at sælge de mobile rettigheder til T-Online, Vodafone og O2, men Bundesligaen har netop udbudt rettighederne for sæsonerne efter 2007 i licitation med en klar forventning om at nærme sig det franske niveau. Dette selv om den nuværende aftale ifølge branchebladet TV Sports Markets faktisk ikke tjener sig selv hjem for rettighedshaverne.
Begrænset mobileufori i Spanien
Kun i Spanien er mobileuforien foreløbig begrænset. Den spanske ligas løbende aftale med fire teleselskaber indbringer blot ligaklubberne i alt ca. 2,5 millioner euro pr. sæson. Det lave beløb skyldes blandt andet, at G3-mobiltelefonien har været langsommere om at komme i omdrejninger i Spanien end i de øvrige lande.
Trods de stigende rettighedsbeløb for mobile rettigheder, er tv dog stadig langt vigtigere for de store ligaer. Således vil den seneste aftale for den tyske 1. og 2. Bundesliga fra sæsonen 2006-7 indbringe Bundesligaen i alt op mod 420 millioner euro for salg af rettigheder til betalings-tv, internet, højdepunkter og internationale rettigheder.
Om rettighederne
Så meget er de samlede mobilrettigheder til klip, højdepunkter og andre mobile tjenester fra de store fodboldligaer værd pr. sæson:
Italien 52 mio. euro (nuværerende aftale)
Frankrig 29 mio. euro (2006-7 og 2007-8)
Storbritannien 19 mio. euro (2004-5 til 2006-7)
Tyskland 10 mio. euro (2004-5 og 2005-6)
Spanien 2,1 mio. euro (2004-5 og 2005-6)
Kilde: TV Sports Markets