Idrætsledere og eksperter mødes Odense
15.03.2006
Af Henrik H. BrandtIdrættens Analyseinstituts konference om brændpunkter i fremtidens lokale idrætspolitik på Odense Stadion den 20.-21. april får deltagelse af en række topkvalificerede oplægsholdere.
Det endelige program for konferencen med omkring 20 oplægsholdere i to parallelle spor om henholdsvis sundhed/sociale indsatser og faciliteter/elite/events offentliggøres først primo marts.
Men allerede nu er der tilsagn fra en række profiler, som kan give inspiration og indspark i debatten om fremtidens idrætspolitiske udfordringer til politikere på alle niveauer, ansatte i forvaltninger samt ledere fra idrætsorganisationer, fitness-centre og idrætsforeninger.
Kommuner i brydningstid
Blandt andet vil Idans samarbejdspartner, Center for Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Bjarne Ibsen, gøre status for idrættens lovgivningsmæssige rammer, frivillighed og idrætsdeltagelse.
Kommunerne er midt i en brydningstid – også på idrætsområdet. Mange kommuner er i færd med at nytænke idrætspolitikken – en proces som Gentofte Kommune netop har været igennem, og som kommunens fritidschef, Niels Henriksen, reflekterer nærmere over på konferencen.
Samtidig vil fungerende kommunaldirektør i Trehøje Kommune og formand for Danmarks Idræts-Forbunds breddeidrætsudvalg, Preben Staun, se nærmere på de potentialer og udfordringer, som kommunalreformen giver kommunerne i forhold til idrætslivet.
På sundheds- og motionssiden vil Lis Puggaard fra Center for Anvendt og Klinisk Træningsvidenskab på Syddansk Universitet gøre status på erfaringerne med motion på recept, lige som konferencen lægger op til en særdeles aktuel debat om fremtidens partnere for kommuner og regioner i bestræbelserne på at gøre fysisk aktivitet til en effektiv del af sundhedspolitikken.
Ny viden om fitness-sektoren
Kasper Lund Kirkegaard vil offentliggøre resultaterne af Idans igangværende økonomiske og organisatoriske kortlægning af den kommercielle danske fitness-sektor.
Der vil komme helt ny viden på bordet om den ekspanderende sektor og dens potentiale som samarbejdspartner, og resultaterne vil blive kommenteret i selvstændige oplæg ved blandt andre Fitness.dk’s administrerende direktør Rasmus Ingerslev og foreningsidrættens topleder, Søren Møller, fra DGI.
Netop DGI satser benhårdt på at geare foreningslivet til fremtidens idrætsmønstre og sundhedsmæssige udfordringer.
Lokale- og Anlægsfonden vil lægge op til debat om fremtidens idrætsfaciliteter, ligesom Søren Bang fra Idrættens Analyseinstitut vil give et overblik over de meget forskellige lejevilkår, som håndboldligahold møder på kommunale anlæg. Desuden vil en juridisk ekspert diskutere de juridiske gråzoner og faldgruber, som kommuner med anlægs- og eliteidrætssatsninger bør forholde sig til.
Kommuner som 'sponsor'
Kommunerne satser millioner af kroner på partnerskaber om blandt andet sundhed, eliteidræt, events, integration m.m., og to eksperter vil i den anledning se nærmere på udbyttet af de store investeringer.
Direktør Lars Haue-Pedersen fra TSE Consulting, der netop har spillet en afgørende rolle i at skaffe den internationale olympiske komités session til København i 2009, ser på offentlige myndigheders nye rolle som "storsponsor" og engageret medspiller for idrætten, mens medieanalytiker Martin Hedal fra Idan offentliggør en analyse af udbyttet for de kommuner, som satser stort på topidræt som udstillingsvindue.
I samme åndedrag offentliggør analytiker Rasmus K. Storm fra Idan en helt frisk undersøgelse af blandt andet kommuners engagement i dansk tophåndbold.
Konferencen vil ligeledes behandle mange kommuners bestræbelser på at indtænke eliteidræt i kommunale sammenhænge. Her har vi blandt andre tilsagn fra idrætskoordinator Henrik Sørensen fra Esbjerg Kommune, der som den første kommune i landet har etableret egentlige eliteidrætsklasser i folkeskolen.
Program er klar til marts
Det endelige program og vilkår for deltagelse i konferencen offentliggøres som nævnt primo marts, men reserver allerede nu dagene den 20. april og formiddagen den 21. april til to inspirerende dage i Odense Stadions helt nye konferencefaciliteter.
Sport Event Fyn er samarbejdspartner på den praktiske del af arrangementet, der blandt andet byder på konferencemiddag på Radisson Hotel H.C. Andersen i Odense.