Kun lidt sport i regeringens turismeredegørelse

15.01.2006

Af Søren Bang
Regeringens turismeredegørelse nævner kun sportsturismen med få ord. Det møder kritik hos Wonderful Copenhagen og DBU, mens Idrætsfonden Danmark sætter sin lid til den særlige handlingsplan, regeringen har bebudet.

Det er småt med konkrete forslag til, hvordan Danmark kan tiltrække flere sportsarrangementer, i regeringens nye turismeredegørelse, som Økonomi- og Erhvervsministeriet har offentliggjort i dag.

Redegørelsen gør status over udviklingen i dansk turisme siden 1994 og udpeger samtidig seks initiativer, som kan styrke Danmarks turismeprofil. Ingen berører event- og sportsområdet direkte.

Redegørelsen slår kun fast, at den ønsker at styrke rammerne for udvikling og tiltrækning af kulturelle og sportslige begivenheder og andre former for events i Danmark. Som det hedder i redegørelsen, er målet ’at styrke Danmarks profil som et sted, hvor der sker en løbende fornyelse og udvikling i det kulturelle produktudbud’.

Desuden vil man afsætte midler til at sikre fortsættelsen af arbejdet i EventDenmark og Idrætsfonden Danmark.

Lunkent engagement 
De få konkrete løfter i redegørelsen møder kritik i turistorganisationen Wonderful Copenhagen og i Dansk Boldspil-Union.

I Berlingske Tidende peger begge organisationer på, at det kræver et større økonomisk engagement fra det offentliges side, hvis Danmark skal være vært for de helt store begivenheder, f.eks. EM i fodbold eller OL.

”Jeg kan ikke rigtig se det engagement fra regeringens side, som viser, at de gerne vil investere i at få nogle store begivenheder til landet. Det betyder, at Danmark går glip af både betydelig omsætning og jobskabelse,” siger Wonderful Copenhagens direktør, Lars Bernhard Jørgensen.

Han vurderer, at et lunkent politisk engagement var medvirkende til, at København for to år siden tabte kapløbet om World Masters Games i 2009.

Wonderful Copenhagen bakkes op af DBU’s generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, der mener, at regeringen må være parat til at sætte penge bag ordene, hvis man vil tiltrække flere idrætsbegivenheder til landet.

Afventer handlingsplan 
I Idrætsfonden Danmark har man ikke haft lejlighed til at læse turismeredegørelsen endnu og kan derfor ikke kommentere dens indhold.

Men ifølge fondens direktør, Lars Lundov, lægger idrætsfonden større vægt på den særlige handlingsplan for tiltrækning af store idrætsbegivenheder til Danmark, som regeringen har bebudet i sit regeringsgrundlag.

Han forventer, at handlingsplanen ligger klar senere på året i forlængelse af OL-redegørelsen, som offentliggøres den 6. marts, og at den vil komme med konkrete forslag til, hvordan man kan overvinde de barrierer, som forhindrer, at Danmark er vært for flere store idrætsarrangementer.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.