Det varme sæde bliver varmere

15.01.2006

Af Henrik H. Brandt
En analyse af 678 managerskifter i den engelske fodboldliga siden 1992 viser, at fodboldmanagere har fået mindre tid at løbe på siden stiftelsen af Premier League.

Engelske fodboldmanagere har i stigende grad følt det varme sæde brænde under sig, siden lanceringen af Premier League i 1992-1993, viser en analyse fra Warwick Business School af fodboldmanageres levetid i de 92 engelske ligaklubber.

Klubberne i England har forøget deres omsætning voldsomt i perioden, men samtidig er også det økonomiske pres og gabet mellem divisionerne forøget, og det smitter åbenbart af på vilkårene for de sportsligt ansvarlige i klubberne.

I 1992/93 holdt en manager typisk i 2,7 år på posten. I seneste sæson var den gennemsnitlige levetid inden afskeden faldet til 1,72 år, og trenden går med enkelte udsving mod kortere levetid for managerne.

Halvdelen er døgnfluer 
I alt har 360 managere været ansat i de engelske ligaklubber siden 1992, og der har været 678 udskiftninger på managerposten i perioden. Af udskiftningerne var 536 deciderede fyringer.

Dr. Sue Bridgewaters tal viser ganske overraskende, at en manager ikke bare kan finde sig en ny klub, hvis han får fyresedlen. Faktisk får hele 49,1 pct. af førstegangs-managerne aldrig et nyt managerjob igen, når de ryger ud af deres første managerjob.

Samtidig er det – akkurat som for spillerne – blevet sjældnere at kæmpe sig op fra de lavere divisioner til et job i den bedste række. De bedste klubber henter ofte stjerne-managere udefra.

I perioden siden august 1992 har der kun været i alt otte måneder uden en manager-fyring i den engelske liga. Den sikreste måned er lidet overraskende juli måned, mens maj og oktober er månederne med mindst jobsikkerhed for fodboldmanagere. Trenden går i retning af, at managere bliver fyret kort inden de såkaldte transfervinduer hvert halve år, fordi klubledelserne ikke ønsker, at siddende managere uden succes skal forestå spillerhandlerne for det kommende halve år.

Lidet overraskende viser tallene, at klubber med stabilitet på managerposten vinder flere kampe end klubber med hyppige udskiftninger. Kun tre klubber, Manchester United, Crewe og Charlton har haft samme manager i hele den undersøgte periode. Den mest usikre arbejdsplads i den engelske liga er Crystal Palace, hvor den gennemsnitlige manager kun holder en sæson.

Mourinho og Ferguson fører an 
Mest succesrig af alle managere har målt i point været Chelseas Jose Mourinho, der har vundet 73,86 pct. af sine kampe.

Manchester Uniteds Alex Ferguson imponerer dog også med en sejrsprocent på 56,65 pct. fordelt over 1068 kampe.

Kun 25 managere kan præstere en sejrsprocent på over 50, men det er klart, at succeskriteriet for en manager også varierer stærkt alt efter klubbens økonomiske formåen og materiale. Af samme grund vil Warwick Business School følge op på rapporten med en nærmere analyse af managerpræstationer i relation til spillerkøb og spillerlønninger.

Kommentar

* påkrævet felt

*
*
*
Hvad er 5 gange 2?
*


Retningslinjer:
Du er meget velkommen til at kommentere denne artikel. Idrættens Analyseinstitut forbeholder sig dog ret til at afvise kommentarer, som ikke holder sig inden for emnet eller overskrider grænserne for god debattone.

Anvendelse af cookies

Idrættens Analyseinstituts hjemmesider bruger cookies for bl.a. at kunne skabe en brugervenlig og overskuelig hjemmeside. Brugen af cookies giver bl.a. informationer om, hvordan hjemmesiden bliver brugt, eller de understøtter særlige funktioner som Twitter-feeds.


Hvis du benytter siderne, accepterer du dette. Vil du vide mere om vores brug af cookies og personrelaterede data klik her.