Bedre kontrol med rigmænd
02.01.2006
Af redaktionenDer skal mere styr på udenlandske rigmænds store investeringer i bl.a. engelsk klubfodbold.
Det mener den engelske sportsminister, Richard Caborn, der under det britiske EU-formandskab før jul tog initiativ til en international undersøgelse ledet af UEFA.
Undersøgelsen skal over det kommende halve år afdække en række af de økonomiske trusler, som den professionelle fodbold står over for i dag. Iden forbindelse gentager Richard Caborn nu sin bekymring på spillets vegne og understreger behovet for en bedre regulering.
Initiativet falder sammen med, at endnu en rigmand er på vej ind i engelsk fodbold. Det er den fransk-russiske millardærsøn Alexandre Gaydamak, som står til at overtage 50 procent af aktierne i Premiership-klubben Portsmouth.
Tidligere har især russeren Roman Abramovich’ store investeringer i Chelsea og amerikaneren Malcolm Frazers overtagelse af Manchester United har skabt en heftig debat i England.
Usunde overdrivelser
Richard Caborn ønsker ikke at kommentere sådanne enkeltsager, men mener, at de udenlandske investeringer bør være mere transparente og bedre regulerede, end de er i dag. Især fordi de kan forskubbe den sportslige balance markant, som det allerede er set i Chelseas tilfælde.
”Meningen med undersøgelsen er at se på nogle af de overdrivelser inden for fodbolden, som ikke er godt for spillet på lang og mellemlang sigt,” siger han.
Caborn mener blandt andet, at der kan være behov for at sætte et loft på spillerlønningerne, så de ikke overstiger 70 procent af en klubs samlede indtægter. Dertil kommer andre forslag om en bedre regulering af spilleragenters arbejde og generelle godkendelsesprocedure for klubbers topledere.